Ni personer er straffet for at dele Nora Mørks billeder

16x9
Nora Mørk stod for første gang frem i november 2017 og fortalte om delingen af de private billeder. Foto: TV 2 Norge

Fire personer kan fortsat blive dømt for at dele billeder af Nora Mørk. To sager er blevet droppet.

Ni personer har fået en bøde for at viderebringe private billeder af den norske håndboldstjerne Nora Mørk.

Det skriver det norske medie Nettavisen.

Personerne skal betale bøder fra 10.000 - 15.000 norske kroner. Svarende til cirka 7700 - 11.600 danske kroner. Alle dømte er af hankøn, og de dømte strækker sig fra teenagere til mænd i fyrrerne.

Hele sagen er ikke afsluttet

De ni personer er blevet dømt for overtrædelse af straffelovens paragraf 332, som går på hæleri. Desuden er de dømt for hensynsløs adfærd, der beskrives således i den norske straffelov:

- Den, som ved skræmmende eller plagende opførsel eller anden hensynsløs adfærd forfølger en person eller på anden måde krænker en andens privatliv straffes med bøde eller fængsel i to år.

I alt blev 15 personer anmeldt for at dele billederne i september. Mens ni af dem nu er blevet dømt, er sagerne mod to af personerne blevet droppet. De resterende fire sager er fortsat under efterforskning.

- De, som er blevet anmeldt, har enten delt billederne direkte eller link til sider, hvor billederne kunne deles. De fleste havde delt links, fortæller politiadvokaten Fredrik Borg Johannesen til Nettavisen.

Fortsætter på landsholdet

Det var i efteråret, at Nora Mørk fik lækket en række billeder fra sin mobil. I en periode overvejede hun at stoppe på landsholdet, fordi hun mente, at forbundet ikke havde håndteret sagen godt nok.

Især ikke da det kom frem, at billederne i oktober var havnet hos de norske håndboldherrer i forbindelse med et Golden League-stævne i Danmark. Anføreren Bjarte Myrhol forklarede følgende om sagen:

- Billederne er kommet ind i omklædningsrummet i Golden League-turneringen, og der var snak. En af spillerne kontaktede Nora for at fortælle, at hendes telefon var blevet hacket - for at være venlig. Det reagerede Nora stærkt på, siger Myrhol til TV 2 SPORT.

Den norske landstræner, Thorir Hergeirsson, fik efter et halvt år overtalt Nora Mørk til at fortsætte på landsholdet.