Talte sponsor over sig? Fortalte om ulovlig spilleraftale i tv-interview

16x9
Den tidligere Randers-spiller Nina Müller (tidl. Wörz) er på vej tilbage til klubben, hvor hun spillede fra 2006 til 2012. Udover at spille for Randers bliver hun ansat hos sponsoren Lasergame Danmark. Foto: Keld Navntoft / Scanpix Denmark

Det er næsten umuligt for Dansk Håndbold Forbund at bevise, hvis klubber bryder forbundets kapitalkrav ved at lade en sponsor betale en spillers løn.

Han var tydeligt glad, direktøren for Lasergame Danmark, da han iført jakkesæt, slips og et stort smil på tirsdagens pressemøde i Randers HK kunne afsløre, at hans firma er ved at hente en ny stjernespiller til klubben. 

- Vi har simpelthen lavet den aftale, at vi ansætter den kommende spiller – desværre må vi ikke sætte navn på endnu - så hun er ansat hos os, men selvfølgelig til fuld rådighed for Randers, fortalte direktøren Benjamin Huus i et tv-interview, som Randers HK selv lagde op på klubbens Facebook-side efter pressemødet. 

Vi har ikke en kinamandschance for at løfte bevisbyrden i sådanne sag, hvis klubberne kan komme med en plausibel forklaring

Frank Smith, leder af turneringsafdelingen i Dansk Håndbold Forbund

Problemet for direktøren og Randers HK er bare, at sådan en aftale er imod Dansk Håndbold Forbunds regler. 

- Som det bliver beskrevet her, lyder det som en konstruktion, der ville være i strid med Ligareglementet, siger Frank Smith, der er turneringsansvarlig i Dansk Håndbold Forbund (DHF).

Ifølge reglementet skal en spiller, der får mere end 12.000 kroner om året for at spille håndbold, for det første have en DHF-standardkontrakt med klubben. Samtidig skal spillerens årsløn fremgå af den lønsum, som hver klub er forpligtet til at oplyse til DHF - og det vil lønnen ikke gøre, hvis det er sponsoren, der udbetaler løn direkte til spilleren. 

Hver klub må maksimalt have lønudgifter for 2,8 gange klubbens ansvarlige kapital, som er egenkapitalen plus eventuelle ansvarlige lån, som klubben har stående på kontoen. Men hvis en klub ikke selv betaler spillerens fulde løn, men i stedet får en sponsor til at ansætte spilleren og udbetale en del af lønnen direkte fra sponsor til spiller, tæller spillerens reelle årsløn pludselig ikke med i den samlede lønsum, som kapitalkravene til klubben bliver beregnet ud fra. 

Altså kan en klub på den måde få dyrere spillere på holdkortet, end klubbens økonomi reelt giver mulighed for. 

Jeg ønsker ikke at skyde ved siden af, så hvis det viser sig, at jeg har lavet en fejl, kommer spilleren bare ikke

Per Rasmussen, direktør i Randers HK

Randers HK afviser dog, at klubben bøjer reglerne. Det er direktøren for Lasergame Danmark, der har misforstået aftalen, hævder Randers, da TV 2 SPORT ringer til klubbens direktør.

- Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke fik klædt den gode mand ordentligt på inden pressemødet, siger Randers-direktør Per Rasmussen og understreger, at den nye spiller både får en DHF-standardkontrakt i Randers og bliver ansat hos Lasergame Danmark. 

- Jeg afregner også den pågældende spiller og sikrer hende forsikringsmæssigt. Jeg synes godt, jeg kan se mig selv i øjnene, mener Per Rasmussen. 

Snyd er svært at bevise

Det er næsten umuligt for Dansk Håndbold Forbund at bevise, hvis en klub lader en sponsor betale en stor del af en spillers løn uden om klubben. 

- Vi har ikke en kinamandschance for at løfte bevisbyrden i sådanne sager, hvis klubberne kan komme med en plausibel forklaring. Vi kan jo ikke gå ud og foretage en ransagning som politiet, så vi kan ikke bevise, om en klub faktisk havde tænkt sig at snyde. Vi kan kun anmode om, at klubberne fremsender det materiale, vi beder om - og vi har ikke nogen ret til at se på hvilke vilkår, en spiller er ansat hos en sponsor, forklarer DHF's turneringsansvarlige Frank Smith til TV 2 SPORT. 

- Jeg vil tro, at vi har tre-fire sager om året, hvor vi beder vores advokat om at sende et høringsbrev til en klub. Men jeg kan ikke erindre, at vi har haft en sag, der er endt med at blive sendt videre til disciplinærudvalget, siger Frank Smith. 

Han understreger også, at en spiller som udgangspunkt jo gerne må have et job ved siden af håndbolden. Men lønnen for at spille håndbold skal betales direkte af klubben - ikke af en sponsor. 

Det garanterer Randers HK også, at der vil ske i tilfældet med den nye spiller.

- Der er ikke noget hokus-pokus i det her. Det skal vi ikke stå for i Randers HK. Da jeg så interviewet (med sponsoren, red.) igen - og jeg har set det tre-fire gange efterfølgende - kan jeg godt se, at det kan misforstås. Men jeg ønsker at følge reglementet. Det skal du vide. Jeg ønsker ikke at skyde ved siden af, så hvis det viser sig, at jeg har lavet en fejl, kommer spilleren bare ikke. Jeg er selv stor kritiker af de klubber, der laver de her kreative løsninger, siger Randers-direktør Per Rasmussen.

Han har tilbudt at lade TV 2 SPORT se spillerens kontrakt, når den er godkendt af Dansk Håndbold Forbund, for at bevise, at alt foregår efter reglerne. 

Spillerne tager økonomisk risiko

Kapitalreglerne i dansk håndbold er lavet for at beskytte klubberne - og spillerne - mod mulige konkurser, men også for at sikre fair konkurrence, påpeger DHF. 

- Hvis vi lader nogle klubber lave den type aftaler, får den enkelte klub jo en fordel, som andre klubber ikke nødvendigvis kan få. Og når man kæmper om det samme mesterskab, er det aftalt med Divisionsforeningen (klubbernes organisation, red.), at alle overholder de samme regler. Det er en forudsætning for, at en klub overhovedet kan få lov at stille op i turneringen, understreger Frank Smith over for TV 2 SPORT. 

Hvis spillere fx må stoppe karrieren på grund af en skade, risikerer de at få en lavere erstatning for tab af erhvervsevne, fordi de jo på papiret havde en lavere løn for at spille håndbold, end de reelt havde

Michael Sahl Hansen, direktør i Håndbold Spiller Foreningen

I spillernes fagforening, Håndbold Spiller Foreningen, rådgiver de spillerne til at sige nej til at få udbetalt en del af håndbold-lønnen fra en sponsor.

- Det springende punkt er, om der skal udføres et reelt stykke arbejde, og om der er en arbejdsbeskrivelse for, hvad du skal lave hos sponsoren. Er der ikke det, anbefaler vi spilleren at sige nej, siger Håndbold Spiller Foreningens direktør Michael Sahl Hansen til TV 2 SPORT. 

- Der er nogle forsikringsmæssige forhold, der gør, at det bliver noget rod. Hvis spillere fx må stoppe karrieren på grund af en skade, risikerer de at få en lavere erstatning for tab af erhvervsevne, fordi de jo på papiret havde en lavere løn for at spille håndbold, end de reelt havde, forklarer Michael Sahl Hansen. 

Spilleren er en gammel Randers-kending

Hvad Randers' kommende spiller nøjagtig skal lave i sit job hos Lasergame Danmark, står indtil videre hen i det uvisse. 

- Hvad hun specifikt skal lave, kan jeg ikke rigtig definere. Men selvfølgelig skal hun lave noget praktisk arbejde hos os, og vi skal bruge hende til noget branding. 

- Så hun skal arbejde lidt hos os. Men hendes primære job bliver at passe hendes håndbold, siger Lasergame Danmarks direktør Benjamin Huus, der i tv-interviewet på pressemødet fortalte, at spilleren vil være til fuld rådighed for Randers HK. 

- Fair nok, hvis du hører det sådan. Så er det selvfølgelig lidt misvisende, erkender Benjamin Huus i dag.

Hverken Randers HK eller Lasergame Danmark ønsker at sætte navn på den kommende splller, men ifølge TV 2 SPORTs oplysninger drejer det sig om tyske Nina Müller (tidl. Wörz), som også spillede i Randers HK fra 2006 til 2012. 

Nina Müller er lige nu på kontrakt i tyske Bietigheim, men er efter noget intern ballade i klubben lige nu suspenderet sammen med partneren Susann Müller. Det er forventningen, at begge spillere bliver fritstillet efter sæsonen. 

Mens playmakeren Nina Müller så skal til Randers HK, er højre back Susann Müller ifølge TV 2 SPORTs oplysninger tæt på et skifte til Silkeborg-Voel.