Det får HC Midtjyllands konkurs af konsekvenser

Det har stor betydning, at HC Midtjylland er erklæret konkurs, inden kvalifikationsspillet er slut. Se de sportslige konsekvenser her.

Der er ekstra meget på spil for 1. divisionsklubberne Randers og Lemvig.

Efter ligaklubben HC Midtjylland mandag eftermiddag blev erklæret konkurs i skifteretten, står den samlede vinder af deres opgør til at rykke direkte op i landets bedste håndboldrække, 888ligaen.

Også i kvalifikationsspillet, hvor HC Midtjylland har befundet sig, får det konsekvenser.

Det betyder det for HC Midtjylland

En konkurs er lig med en tvangsnedrykning på to rækker. Da kvalifikationsspillet er i gang, er HC Midtjylland officielt stadig en del af den bedste række. Det vil sige, at licensen fra selskabet HCM vil blive returneret til moderklubben Herning FH, ligesom licensen vil blive rykket ned i 2. division med virkning fra den kommende sæson, oplyser Dansk Håndbold Forbund.

Var HC Midtjylland erklæret konkurs efter kvalifikationsspillet, ville licensen være blevet rykket ned i 3. division.

Det betyder det for kvalifikationsspillet

Dansk Håndbold Forbund har suspenderet HC Midtjylland med omgående virkning, hvilket betyder, at klubbens resultater i kvalifikationsspillet bliver slettet. Indtil videre har HCM-spillerne kun spillet én kamp, hvor de tabte 25-37 til SønderjyskE. Dermed mister sønderjyderne de to point.

Med HC Midtjyllands konkurs er Ribe-Esbjerg, SønderjyskE, Skanderborg og Mors-Thy alle sikre på at blive i landets bedste række i endnu en sæson. De fire klubber spiller kvalifikationsspillet færdigt, hvor der er 75.000 kroner i præmiepenge til det bedste hold.

Det betyder det for oprykningsspillet

Taberen af kvalifikationsspillet (nr. 5) skulle have mødt vinderen af kampene mellem nummer to og nummer tre i 1. division om en plads i 888ligaen i den kommende sæson. Men med HC Midtjyllands konkurs er vinderen af oprykningskampene i 1. division nu sikker på direkte oprykning til landets bedste række.

Det er Randers og Lemvig, der i disse dage kæmper om den plads. Lemvig vandt den første kamp hjemme med 36-30. Torsdag den 26. april er der returkamp i Randers, og bliver det til endnu en hjemmesejr, skal det hele afgøres i en tredje kamp i Lemvig.

Sagen kort:

En gammel skattesag på cirka 250.000 kroner endte med at blive dødsstødet for HC Midtjylland. For hverken de tidligere eller kommende ejere samt HC Midtjyllands nuværende ejer og bestyrelsesformand, Thomas Hintze, ville betale beløbet.

- Vi har en medarbejder, der via sin advokat har indgivet en konkursbegæring på baggrund af noget skattegæld i 2012 med noget kørepenge, der er blevet fusket med, siger han til TV 2 SPORT.

HC Midtjylland blev grundlagt i 2005.