Hannover har fundet afløseren for Casper U. Mortensen

16x9
Christian Ugalde afslutter under en Champions League-kamo mod PSG. Foto: Ina Fassbender / Scanpix Denmark

Hannover-Burgdorf har skrevet kontrakt med den spanske landsholdsspiller Christian Ugalde. Han erstatter Casper U. Mortensen.

En udfordring er løst i Hannover-Burgdorf. Klubben har nemlig fundet en afløser for Casper U. Mortensen, der efter denne sæson skifter til FC Barcelona.

Hannover har skrevet kontrakt med den spanske profil Christian Ugalde. Han kommer fra Veszprem og tiltræder på en toårig kontrakt. Det oplyser Hannover på sin hjemmeside.

- Med Christian Ugalde får vi en spiller, der gennem talrige kampe på det spanske landshold og årlig deltagelse i Champions League er vant til at spille på et meget højt niveau. Han kan blive en byggesten i forhold til at nå vores mål om kontinuerlig udvikling, siger Hannover-Burgdorfs sportsdirektør Benjamin Chatton til klubbens hjemmeside.

Christian Ugalde har spillet tophåndbold siden 2004, hvor han debuterede for FC Barcelona. Her spillede Ugalde frem til 2012, hvor han skiftede til ungarske Veszprem.

Venstrefløjen har to Champions League-titler, fem nationale mesterskaber, en EM-sølvmedalje og en VM-bronzemedalje som karrierens resultatmæssige højdepunkter.

I Hannover-Burgdorf kommer Ugalde til at skulle udfylde et stort tomrum efter Casper U. Mortensen. Den danske landsholdsfløj er topscorer i Bundesligaen med 190 mål. Casper U. Mortensen har i denne sæson scoret på 73,64 procent af sine afslutninger.