Nykøbing henter hollandsk mester og landsholdsspiller

16x9
Den 18 årige hollandske højreback har underskrevet en toårig aftale gældende fra den kommende sæson. Foto: TV 2 SPORT/Instagram:dionehousheer

Den forsvarende danske mester i kvindehåndbold - lidt endnu, Nykøbing Falster, har henter det hollandske talent Dione Housheer på en toårig aftale.

For snart et år siden var der jubelskrig og stor glæde hos Nykøbing Falster Håndboldklub (NFH), da de gulblusede fra sydøst vandt DM-titlen foran København.

I år er situationen en anden. Her er Kristina 'Mulle' Kristiansen og co. nemlig slået ud, men det betyder ikke, at klubben er gået fuldstændig på sommerferie. I stedet har de udnyttet den ekstra tid til at hente forstærkninger til bagkæden.

Således har klubben onsdag præsenteret den 18-årige hollandske, højreback Dione Housheer, der kommer til klubben på en aftale gældende frem til sommeren 2020.

Housheer er netop blevet hollandsk mester med sin klub, ligesom den danske landstræner for Holland, Helle Thomsen, har udtaget hende til A-landsholdet, hvor hun har tre kampe på CV'et i forvejen. Tilbage i januar var hun til prøvetræning hos Nykøbing, og det er nu belønnet med en kontrakt.

- Det har altid været min drøm at spille i en udenlandsk liga, og den danske liga har været at foretrække. Jeg ser på mig selv som en kreativ spiller, og derfor passer den danske liga og måden at spille håndbold på ganske godt til mig.

- NFH er et hold, der gerne vil spille hurtigt og har forskellige typer af spillere, som passer ind i den idé. Og jeg tror på, jeg kan passe ind og udvikle mig selv rigtig meget, siger Dione Housheer i en pressemeddelelse.

Også cheftræner Jakob Larsen ser frem til at stifte endnu mere bekendtskab med hollænderen efter prøvetræningen i januar.

- Hun er høj, hun er stærk og meget moden i sit spil, selvom hun kun er 18 år. Jeg er sikker på, at hun med den rette træning kan udvikle sig til en profil. Ikke kun i Danmark, men også på det hollandske landshold.

- Hun er en spændende tovejs-spiller, der er stærk i duellerne og har et godt skud. Samtidig er hun teknisk god og ikke bange for at gå direkte mod målet, så hun passer godt ind i vores spilkoncept, slår Jakob Larsen fast.

Inden oprykningen til A-landsholdet har Dione Housheer også spillet 48 kampe for de hollandske U-landshold, hvor hun har scoret 198 mål.