GOG kan skimte første DM-finale siden konkurs: - Det har været en fantastisk rejse

Traditionsklubben spiller igen med om medaljer og kan onsdag aften sikre sig en plads i DM-finalen, hvis de besejrer grundspilsvinderne fra Skjern.

Pokalskabet i GOG rummer intet mindre end syv DM-titler, men en konkurs tilbage i 2010 satte en stopper for klubbens guldhøst.

Her blev fynboerne tvangsnedrykket til 2. division og måtte kæmpe sig tilbage til landets bedste række. Otte år senere har de gulblusede nu igen chancen for at komme i DM-finalen, når de møder Skjern i den tredje og afgørende semifinale.

- Vi har bevæget os i en opadgående kurve, lige siden vi rykkede op. Jeg synes, det har været en helt fantastisk rejse, hvor vi hele tiden har flyttet os i den rigtige retning spillemæssigt, siger Mark Strandgaard til TV 2 SPORT.

Strandgaard har været i klubben siden 2010 og har været med til at spille de gulblusede tilbage i landets fineste selskab. 

Og netop den rejse giver fløjspilleren endnu mere motivation til at vinde aftenens semifinaleopgør imod Skjern.

- Alle de timer, man har brugt nede i klubben, og alle de mange fantastiske mennesker, som hver dag giver en hånd for, at klubben kan genrejse sig og blive et tophold – det ville betyde meget at give noget tilbage til dem, siger Mark Strandgaard, der i næste sæson skifter GOG ud med Aalborg Håndbold.

Også Torsten Laen håber at kunne føre klubben tilbage i den første DM-finale efter konkursen for otte år siden, da det både vil betyde meget for klubben og ham personligt.

- For det første kan jeg slutte af på toppen, for hvis jeg er med i en DM-finale, er jeg med, hvor det sner. For det andet var mit mål med at komme tilbage til GOG, at jeg på en eller anden måde kunne give noget tilbage af alt det, som jeg har oplevet og fået fra klubben i mine 10 år, inden jeg tog til udlandet. Det ville være en bedrift i sig selv, som jeg ville være meget taknemmelig for, siger Torsten Laen, der stopper karrieren efter denne sæson.

Mens Strandgaard har spillet otte sæsoner i GOG, er Laen i gang med sin 12. sæson i den sydfynske klub.

- Det er jo der, jeg har fået min håndboldopdragelse - og det er det, der har lagt bunden for, at jeg har kunnet opnå så mange andre gode ting, både med landsholdet og udlandseventyr. Det er det, foreninger og klubber kan gøre for os enkelte spillere.

- Hvis vi kan give noget tilbage på den lange rejse, som jeg har fået, vil det være en medalje i sig selv, synes jeg, siger Torsten Laen til TV 2 SPORT.

Om de to GOG-profiler og holdkammeraterne kommer i DM-finalen kan du se onsdag aften fra klokken 20.00 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY, hvor GOG krydser klinger med grundspilsvinderne fra Skjern.