- En af de bedste kampe, jeg har set i år, siger ekspert om DM-finale

TV 2 SPORT's håndboldekspert Daniel Svensson er meget imponeret over, hvad han så i DM-finalen mellem Skjern og BSV søndag eftermiddag.

18 mål tilsammen af Nikolaj Øris og Nikolaj Markussen for BSV. Tre straffekastsredninger på lige så mange forsøg af Skjern-målmanden Tibor Ivanisevic.

Den første DM-finale mellem Skjern og Bjerringbro-Silkeborg (BSV) bød på flere store præstationer, og selvom BSV længe så ud til at rejse fra Skjern med en sejr, sluttede kampen uafgjort.

- Det var en DM-finale, der havde alt. Der var spænding, gode mål, fantastiske redninger og et resultat på 29-29.

- Det var et drama og med rigtig gode dommere. Det er en af de bedste håndboldkampe, jeg har set i år, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Daniel Svensson.

Foran næsten 3.300 tilskuere kom gæsterne fra BSV foran med 15-9, inden Skjern for alvor begyndte hale ind.

Den gode præstation af BSV, der med resultatet kan blive dansk mester på hjemmebane i kamp to, får også Daniel Svensson til at pege på sidste års bronzevindere som favoritter til titlen i år.

- Med mindre det bliver uafgjort, skal vi ud i en tredje kamp - det kan vi jo håbe en lille smule på - så betyder det, at BSV har favoritværdigheden, fordi de har spillet hjemmebanefordelen over i deres hænder.

Den anden DM-finale spilles i Silkeborg den 29. maj. Der er kampstart kl. 19.30, og kampen kan følges direkte på TV 2 SPORT.