Skjern er tæt på aftale med KIF-spiller - skal afløse vigtig profil

16x9
Skjern spiller anden DM-finale mod Bjerringbro-Silkeborg den 29. maj. Foto: Bo Amstrup / Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Sebastian Augustinussen er udset som vikar for den skadede René Rasmussen på Skjerns højre fløj, erfarer TV 2 SPORT.

Det efterlod et åbent sår i højre side af Skjerns håndboldhold, da René Rasmussen i april fik revet sin akillessene over.

Derfor leder DM-finalisterne lige nu efter et plaster til at stoppe blødningen, indtil den rutinerede højre fløj kan vende tilbage engang efter nytår. Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er Skjern tæt på en aftale med KIF Kolding København-fløjen Sebastian Augustinussen for den kommende sæson. 

Sebastian Augustinussen
Sebastian Augustinussen Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

22-årige Augustinussen har spillet hele sin karriere i KIF, hvor han både huserer på højre fløj og højre back. Sidste sommer vandt han VM-sølv med det danske U21-landshold, inden et træthedsbrud i foden ødelagde hans efterår. Efter nytår gjorde han comeback og spillede et flot slutspil for KIF Kolding København, der længe var med i kampen om at komme i semifinalerne. 

- Det er rigtigt, at vi leder efter en højre fløj. Men jeg kommenterer ikke på navne. Vi skal nok melde ud, når vi har noget på plads, siger Skjerns bestyrelsesformand Carsten Thygesen til TV 2 SPORT. 

Endnu en KIF-spiller på vej væk

I René Rasmussens fravær har Skjern, der søndag spillede uafgjort med Bjerringbro-Silkeborg i den første DM-finale, været tvunget til at bruge de to højre backs Eivind Tangen og Kasper Søndergaard og venstre fløj Anders Eggert som alternativer på højre fløj i de afgørende DM-kampe. Med noget blandet succes. 

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Sebastian Augustinussen, der har kontraktudløb i KIF Kolding København efter denne sæson. Da KIF står på Dansk Håndbold Forbunds sorte liste over klubber, der ikke kan skrive nye kontrakter på grund af dårlig økonomi, har klubben ikke kunnet forlænge aftalen tidligere på sæsonen.

Hvis Augustinussen nu ender med at forlade KIF og skifte til Skjern, vil han blot blive den seneste af mange spillere, der forlader KIF Kolding København. Den økonomisk plagede klub siger også farvel til Magnus Landin, Morten Bjørnshauge, Nicolas Lundbye, svenske Philip Stenmalm og norske Petter Øverby efter denne sæson.

Skjern og Bjerringbro-Silkeborg spiller anden DM-finale om en uge - tirsdag den 29. maj - i Silkeborg.