Odense Håndbold fyrer direktøren med øjeblikkelig virkning

16x9
Odense Håndbold tabte DM-finalen mod København Håndbold. Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

Odense Håndbold har onsdag valgt at fyre direktør Mark Jespersen, der bliver erstattet af klubbens kommercielle chef, Lars Peter Hermansen.

Ambitionerne er store i Odense Håndbold, og derfor var det da også en skuffelse, da de i søndags måtte se sig slået i den tredje og afgørende DM-finale mod København Håndbold. 

Onsdag har fynborne meddelt, at der sker ændringer på direktionsgangen, hvor man har valgt at afskedige klubbens direktør Mark Jespersen for i stedet at ansætte Lars Peter Hermansen. 

- Det er en enig bestyrelse, der har besluttet, at der skal nye kræfter til i direktionen, og vi er derfor rigtig glade for, at Lars Peter Hermansen har sagt ja til jobbet som administrerendedirektør i Odense Handball Club A/S, skriver klubben i en pressemeddelese

Lars Peter Hermansen kender klubben i forvejen, hvor han har siddet på posten som kommerciel chef. 

Mark Jespersen fratræder posten med omgående virkning, oplyser Odense Håndbold. 

Klubben forstærkede sig kraftigt med en række landsholdsspillere forud for den netop overståede sæson, og fynboerne har allerede været på markedet før den kommende sæson, hvor de har hentet den hollandske landsholdsmålmand Tess Wester. 

I den kommende sæson skal Odense for første gang i klubbens historie spille Champions League.