Grædefærdig profil i afsked med ven: - Jeg kan slet ikke snakke om det

Der var store følelser efter sæsonens sidste kamp i herrernes håndboldliga, da stregspilleren René Antonsen skulle snakke om Martin Larsens afsked.

Det har stået klart siden startet af året, at den mangeårige Aalborg-spiller Martin Larsen efter denne sæson skifter til franske Pays d’Aix, men torsdag spillede han sin sidste kamp for den nordjyske klub.

De barske realiteter blev efterfølgende for meget for holdkammeraten René Antonsen, da han forsøgte at sætte ord på, hvorfor han og holdkammeraterne gerne havde afsluttet sæsonen med de DM-bronzemedaljer, som GOG i stedet tog sig af.

- Det er jo aldrig rart. Selvfølgelig ville vi gerne have sluttet af med en bronzemedalje. Der er en del spillere, der forlader os, så vi ville selvfølgelig gerne have sluttet bedre af. Jeg giver altid hundrede procent.

- Det er hårdt at skulle sige farvel til en kammerat. Meget hårdt. Det er en af mine bedste kammerater, jeg har kendt i 10 år, der smutter. Jeg kan slet ikke snakke om det, sagde René Antonsen, inden han blev tavs, og øjnene blev mere og mere våde.

Følelserne er gensidige

Efter den store stregspiller havde sundet sig lidt, slog han da fast, at Martin Larsen det næste stykke tid skulle have masser af krammer. Helt konkret: 1000 styk.

- Vi skal feste sammen hele weekenden, så det skal nok blive sjovt, og så har vi en sommer sammen, inden han tager af sted, så det glæder jeg mig rigtig meget til. Og så glæder jeg mig rigtig meget til at følge ham i Frankrig og hans fremtidige karriere. Han er en fantastisk spiller, og det synes jeg virkelig, han har vist her i slutspillet, slog Antonsen fast.

Og så var der i øvrigt ingen tvivl om, at følelserne var gengældt, da Martin Larsen et stykke tid efter kampen kom tilbage på banen med en velfortjent fadøl.

- Det er hårdt. I mandags var det hårdt at sige farvel til fans, hjemmebanen og klubben. I dag er det hårdt at sige farvel til kammerater, jeg har spillet sammen med de sidste syv-otte år. Det gør lidt ondt.

- René og jeg har boet sammen i tre år, og vi har spillet sammen, siden vi var 15 år kun afbrudt af to år, hvor han var i Ribe-Esbjerg. Vi har altid hængt sammen os to, så det er også hårdt at sige farvel til ham, fortalte en berørt Martin Larsen.

Larsen er langt fra alene

Bronzekampen blev ikke kun den sidste i Aalborg-trøjen i denne omgang for Martin Larsen. Også cheftræner Aron Kristjansson og spillerne Søren Pedersen, Jacob Hessellund, Lovro Jotic, Simon Hald og Patrick Wiesmach forlader klubben.

Sidstnævnte fortsætter karrieren i tyske Leipzig, og efter kampen kunne han fortælle, at direktør Jan Larsen havde holdt en tale, der rørte ham.

- Bag Jans til tider hårde yder, især i kampene, der gemmer sig også et kæmpe stort hjerte. Det var nok det, vi så inde i omklædningsrummet. Jan er... nu bliver jeg også selv lidt rørt. Men han er en stor personlighed og en mega fed leder at spille under. Jeg kunne godt have undt ham medaljer i min sidste kamp. Sådan blev det desværre ikke.

GOG vandt kampen med 25-22.