Landstræneren er ikke tilfreds efter sikker dansk sejr

Den danske landstræner Klavs Bruun Jørgensen var ikke helt tilfreds trods en sikker sejr over Island i EM-kvalifikationen.

Det danske kvindelandshold i håndbold havde ingen problemer med at slå Island i den sidste EM-kvalifikationskamp i denne omgang.

Danskerne var allerede inden kampen sikret en førsteplads i gruppen og en billet til slutrunden i december. Det forhindrede dog ikke landsholdet i at levere en professionel indsats lørdag eftermiddag i Horsens.

En sikker 24-17 sejr over Island, var dog ikke noget, der fik landstræner Klavs Bruun Jørgensen til at kaste om sig med roser.

- Det kunne godt have været bedre. Angrebsmæssigt har vi det alt for svært mod et offensivt forsvar, vi er for dårlige til at komme på ydersiden. Vi spiller alt for meget ind over midten, og det irriterer mig lidt, men sådan er det, lød landstrænerens første reaktion efter sejren til TV 2 SPORT.

Det danske landshold kom flyvende fra start og satte sig solidt på kampen i opgørets indledning. 

Men efter en flot start og et solidt kvarter begyndte intensiteten at falde og fejlene blive flere fra de danske spillere.

- Vi skifter også meget ud og spiller med nogle spillere, der normalt ikke spiller så meget. Jeg beder også holdet om at dække 5-1 i en lang periode. Det havde jeg nok ændret, hvis det var en livsvigtig kamp. Så det bærer også præg af, at jeg prøver en masse ting af. Det skal lige med i regnskabet.

- Jeg ville gerne have scoret nogle flere mål. Men forsvarsmæssigt er jeg egentlig okay tilfreds, lød landstrænerens afsluttende konklusion på kampen til TV 2 SPORT.

Nu venter der så en god sommerpause for de danske håndboldkvinder, inden de næste landskampe venter ved Golden League-stævnet i september.

Nogle af dem kan du dog se allerede på mandag, når TV 2 SPORT sender det store håndbold awardshow. Det kan du se fra klokken 17.15 på TV 2 SPORT og TV 2 Play.