Nyegaards karakterbog: Danmark var i problemer - Bodholt lyste op

TV 2 SPORTs ekspertkommentator giver karakterer til de danske spillere efter sejren i EM-kvalifikationskampen mod Island.

De danske landsholdskvinder i håndbold satte lørdag punktum for EM-kvalifikationen ved at vinde sjette kamp af seks mulige.

I den sidste kvalifikationskamp sejrede Danmark med 24-17 over gruppens bundprop, Island, og går dermed videre med maksimumpoint.

Karakterskalaen

6 - HØJ KLASSE

5 - KLASSE

4 - OVER MIDDEL

3 - MIDDEL

2 - UNDER MIDDEL

1 - IKKE SÅ GODT

0 - DUMPET

Danskerne havde dog store problemer med Island i specielt anden halvleg, hvor udeholdet skabte spænding om udfaldet, da de med et kvarter igen kun var bagud med to mål. 

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard hæfter sig ved, at Danmark begyndte opgøret godt, men også ved problemerne i anden halvleg.

- Det var en god dansk start frem til 12-6, men derfra opstod der voldsomme problemer resten af kampen, fordi Danmark havde svært ved at spille mod et islandsk forsvar, der spillede 4-1-1.

- På Island har de været meget tilfredse med at være bagud med to mål med et kvarter igen.

- Det danske landshold skal have løst nogle ting mod offensive forsvar. Det står klart efter de seneste kampe, lyder det fra Bent Nyegaard, der roser Klavs Bruun for at komme ud af problemerne.

- Klavs Bruun valgte meget fornuftigt at gå i seks mod seks, da der var problemer i anden halvleg, og så registrerede jeg syv-otte danske kontrascoringer, hvilket var et af temaerne for i dag.

- Danmark må nøjes med at score 24 mål, hvilket ikke er nok mod en modstander som Island. Det blev en respektabel afstand til slut med en sejr på 24-17.

Nedenfor kan du læse ekspertens karakterer til de danske spillere.

square to 16x9

Althea Reinhardt - 3

Hun stod på 30 procent, og leverede en solid præstation. Det var ikke den største kamp af hende og det danske forsvar. Hun gjorde, hvad hun skulle og havde et par store redninger.

Sandra Toft - UB

Pauline Bøgelund - 2

Hun fik en periode på højre fløj, hvor hun scorede en og brændte en.

Sarah Iversen - 3

Hun gjorde det egentlig ganske fornuftigt, men kom igen i problemer med udvisninger. Det irriterer mig lidt. Hun dækkede bagved den fremskudte spiller i det danske forsvar, og det gjorde hun egentlig fornuftigt. Scorede tre på tre. Men udvisningerne trækker ned.

Anne Mette Hansen - 4

Anne Mette Hansen var selvfølgelig en del af startopstillingen og scorede på fire forsøg ud af seks. Hun var god i kontraspillet i det første kvarter. Hun kom i både første- og andenbølgen, og det var umuligt for Island at stoppe hende. Hun havde en dejlig power og energi.

Fie Woller - 3

Det var en gennemsnitlig forestilling for hende, hvor hun ikke havde en eneste afslutning. Hun lå fremme i det danske 5-1-forsvar, og den opgave løste hun.

Nadia Offendal - 3

Kom ind mod slutningen af første halvleg og spillede en masse i anden halvleg. Hun udmærkede sig forsvarsmæssigt, hvor hun lå fremme og gjorde det godt. Hun har en god fornemmelse for spil og rytme og for at være de rigtige steder. Angrebsmæssigt fik hun ikke for alvor sat sit præg, hvor hun ikke kunne finde løsninger mod det islandske forsvar.

Stine Bodholt (KAMPENS SPILLER) - 5 

Scorede på fire ud af fire og leverede et godt aggressivt forsvarsspil. Hun lå inde sammen med Anne Mette Hansen og virkede dejlig aggressive, og hun viste, at hun vil tilbage i den form, som hun tidligere har vist på det danske landshold.

Line Jørgensen - 3

Line er i gang med at vænne sig til at spille for alvor igen. Hun scorede en på to. Man kan se, at hun ikke er i fulde omdrejninger. Der er et stykke vej op til den Line Jørgensen, som jeg håber på at se om et halvt års tid. Hun famler med tingene.

Kristina Jørgensen - 1

Blev desværre skadet og måtte tilbringe anden halvleg på bænken. Nul scoringer på et enkelt forsøg og kunne slet ikke finde rytmen i kampen. Hun havde masser af energi, men kunne slet ikke finde det tårnhøje niveau, som hun har vist i Viborg i denne sæson.

Mia Rej - UB

Trine Østergaard - 3

To på fire og var dejligt aggrassiv, og var en af dem, der var med til at løfte det danske kontraspil. Manglede lidt sikkerhed i sine afslutninger. En middel præstaiton.

Stine Jørgensen - 2

Scorer på to ud af tre og laver nogle tekniske fejl. Det har ikke været landskampe, hvor hun har fundet sin rytme og sin autoritet. Hendes lyst og vilje har ikke fejlet noget, men spillet har ikke været derefter. Hun har svært ved at komme med den kvalitet, som hun har vist tidligere. Hun har ikke det overskud, der gør, at alt bliver til plus.

Mie Højlund - 3

Fik en over næsen og måtte sidde lidt på bænken. Lavede to på to og får et tretal. Hun blev også lokket ind i islandske fælder, men hun viste også, at hun kunne spille stregspillere fri, men der var for meget, der ikke lykkedes.

Freja Cohrt - 2

Det blev heller ikke en Freja Cohrt-eftermiddag. Hun har fantastisk fart, men de chancer hun fik var nogen, som hun skulle score på, når hun spiller på landsholdet, men det skete kun i et ud af tre tilfælde. Ikke hendes kamp.

Mette Tranborg - 4

Hun er tæt på et femtal. Hun var med i den gode fase i første halvleg, men da kampen skulle afgøres ville jeg gerne have set mere fra hende. De sidste ti minutter viste hun prøver på sit fantastiske skud.

Klavs Bruun Jørgensen - 3

Det så godt ud fra starten, og jeg kan godt lide, at han begynder med sin bedste opstilling. Det kneb virkelig for ham at få angrebsspillet til at fungere. Han kunne godt have gået i syv mod seks noget før. Men han har også modet til at give chancer, og han fik set en masse. 16-14 efter 15 minutter i anden halvleg var lige før, at det ikke var godkendt.