Casper U. fik gave af trofast fan: - Det bliver jeg meget beæret over

Efter landskampen mod Schweiz modtog Casper U. Mortensen en gave fra en trofast fan, der altid møder op, når landsholdet spiller hjemme.

En begivenhed uden reel betydning for udøverne kan sagtens have stor betydning alligevel.

Det er herrelandsholdets venskabskamp tirsdag aften mod Schweiz et tydeligt bevis på. For selvom kampen ikke betød noget for de danske spillere, så havde den stor betydning for specielt én af de fremmødte fans.

Det bliver jeg meget beæret over

Casper U. Mortensen

Det drejer sig om en pige ved navn Caroline. Den unge fan var mødt op til landsholdets kamp i Aalborg, ligesom hun altid møder op, når Nikolaj Jacobsens udvalgte landsholdsspillere tørner ud på hjemmebane.

Og igen havde hun fat i fløjspilleren Casper U. Mortensen, da kampen var slut. Foruden en sludder med landsholdsspilleren og det obligatoriske billede ville Caroline også give Casper U. Mortensen en gave, som landsholdsspilleren efterfølgende viste frem til TV 2 SPORT.

- Jeg har en trofast fan, Caroline, der altid kommer til landskampe, når vi spiller her i Danmark. Hun har valgt at tage 230 M&M’s med i en dejlig bøtte for hvert eneste mål, jeg har scoret i Bundesligaen, sagde den kommende Barcelona-spiller efter kampen til TV 2 SPORT.

De 230 M&M’s er ikke kun et bevis for de mål, Casper U. Mortensen scorede i Bundesligaen for Hannover-Burgdorf i den seneste sæson. For hver enkelt af de multifarvede stykker slik repræsenterede også, at den danske fløjspiller vandt topscorerprisen i den stærke håndboldliga.

Vil gerne give noget tilbage

Foruden spillet på banen kan det være svært for håndboldspillere at give mere til de fans, der møder op til de danske kampe.

Men alligevel føler Casper U. Mortensen, at det efterhånden er på sin plads, at han giver sin trofaste fan Caroline noget.

- Hun er så sød, og jeg skal jo også begynde at komme med et eller andet til hende, for hun giver mig altid et eller andet. Det er fantastisk at have sådan nogle trofaste fans. Det bliver jeg meget beæret over.

For Casper U. Mortensen er det formentlig hændelsen med sin trofaste fan efter kampen, han kommer til at huske bedst fra dagen med landsholdet.

I selve kampen mod Schweiz formåede han kun at score en enkelt gang i den danske sejr, der lød på 29-22.

Nu tager fløjspilleren med resten af landsholdet på træningslejr, hvor det franske landshold har inviteret Danmark med til Guadeloupe, der består af en række øer i Caribien.

Efter det skal Casper U. Mortensen forberede sig på den nye sæson. Her skal han tørne ud for FC Barcelona efter to succesfulde sæsoner i Hannover-Burgdorf.

I videoen herunder fortæller Casper U. Mortensen om gaven.

Efter kampen mod Schweiz i Aalborg fik Casper U. Mortensen en gave Video: TV 2 SPORT