Assistenttræner stopper i København Håndbold - skifter til FCK

16x9
Troels Banggaard (til højre) stopper som assistenttræner i København Håndbold. Foto: Dan Eugen Nielsen

Troels Banggaard stopper som assistenttræner i København Håndbold. Fremover skal han arbejde med fodboldspillere.

Guldfesten i København Håndbold er blevet til en afskedsfest.

Klubben og Claus Mogensen skal nemlig sige farvel til assistenttræneren Troels Banggaard, der stopper med udgangen af juni måned.

Efter to sæsoner som guldtrænerens forlængede arm bytter Troels Banggaard nu håndbold ud med fodbold.

- Jeg skal være mentaltræner i FC København. Det er det, jeg har gået og knoklet med i klubben også, så det glæder jeg mig til, siger Troels Banggaard til TV 2 SPORT.

Den nu snart forhenværende assistenttræner har vundet to DM-medaljer i sin tid i København Håndbold – en af sølv forrige sæson og en af fineste karat i den netop afsluttede sæson.

Med den nyerhvervede titel som danmarksmestre følger også en billet til Champions League-turneringen. Og det var fremtidsudsigterne i forhold til håndboldens største turneringen, der vejede tungt i beslutningsprocessen.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er en stor opgave at være en del af et trænerteam i en klub, der også skal spille Champions League, og det ville blive en udfordring med min egen lille familie, siger Banggard, der på der med det nye job undgår en masse rejsedage.

Vil stadig komme i hallen

Selvom Claus Mogensens taktiske sparringspartner har taget beslutningen med familien in mente, så er der specielt ét familiemedlem, det bliver svært at fortælle.

- Min lille datter på 6 år. Hun lever og ånder herude i hallen og klubben. Nu har håndbold på højeste niveau været en del af mit liv i så mange år, og min datter har været med i hallen, siden hun var halvanden uge gammel, så vi kommer til at fortsætte med at komme i hallen, siger Banggaard.

Derfor mener Troels Banggaard også, at det er en stor fordel for ham, at hans nye job ligger blot 100 meter fra Frederiksberg Hallen.

- Der er ingen tvivl om, at min datter ikke kommer til at accepterer, at vi ikke skal være i hallen længere, og det gør jeg heller ikke. København Håndbold er blevet ligesom en ekstra familie, siger han.

København Håndbold har endnu ikke løftet sløret for, hvem der erstatter Troels Banggaard.