KIF er fjernet fra DHF's sorte liste

16x9
Arkivfoto af KIF Kolding-spilleren Cyril Viudes. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Dansk Håndbold Forbund (DHF) har godkendt et regnskab fremsendt af KIF Koldings nye bestyrelse, og klubben må derfor igen skrive kontrakter.

Nyt ansigter kan trække KIF Kolding-trøjen over hovedet, når den jyske håndboldklub tager hul på den kommende ligasæson den 1. september.

Mandag har KIF fået tilladelse af Dansk Håndbold Forbund (DHF) til at indgå kontrakter med nye spillere og forlænge aftaler med nuværende spillere.

Det fremgår af en opdateret opgørelse på DHF's hjemmeside over klubber, der er godkendt som kontraktforeninger.

- De (KIF Kolding, red.) har indsendt et perioderegnskab og fået det godkendt, idet det opfylder kravene i DHF's ligareglement - herunder positiv egenkapital, skriver DHF i en e-mail til TV 2 SPORT.

KIF havnede på DHF's sorte liste i midten af december. Det var dog ikke første gang, at klubben ikke kunne få registreret nye kontrakter eller få forlænget eksisterende.

Med mandagens grønne lys til at skrive kontrakter med spillere bliver det interessant at se, hvem KIF præsenterer.

Navne som Kasper Irming og Andreas Væver fra Skanderborg samt SønderjyskE's Mattias Thynell har længe været sat i forbindelse med klubben.

Tidligere har svenske Aftonbladet skrevet, at også Alingsås-målmanden Rickard Frisk bliver ny Kolding-spiller fra den kommende sæson.

Farvel til Spellerberg?

KIF Kolding har måttet sige farvel til spillerne Marcus Cleverly, Magnus Landin, Morten Bjørnshauge, Nicolas Lundbye, svenske Philip Stenmalm og norske Petter Øverby.

Og måske må klubben ligeledes tage afsked med Bo Spellerberg. KIF har dog endnu ikke fået endeligt svar fra sin profil, der i april bekræftede over for TV 2 SPORT, at han er i dialog med en schweizisk klub.

Spellerberg har efter mange års tro tjeneste i Kolding fået lov til at rejse til udlandet, selv om hans kontrakt med jyderne først udløber i 2019.

Den 31. maj præsenterede KIF Kolding sin nye bestyrelse. I en pressemeddelelse fremgik det, at klubben havde fået eftergivet gæld for 11 millioner kroner og ville få tilført ni millioner kroner i kapitalindsprøjtning.

Samtidig blev navnet KIF Kolding København og den tilknytning til hovedstaden, som klubben havde haft siden 2012, droppet.