Håndbold-koryfæ vender hjem til KIF Kolding

16x9
Lars Krogh Jeppesen har tidligere taget flere hårde dueller i KIF-forsvaret. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Lars Krogh Jeppesen vender tilbage til KIF Kolding, hvor han skal være salgs- og sportsansvarlig.

I slutningen af maj annoncerede håndboldklubben KIF Kolding København, at den ville få et nyt navn, en ny bestyrelse samt en millionindsprøjtning til den kommende sæson.

Samtidig er klubben kommet af Dansk Håndbold Forbunds sorte liste og kan dermed skrive kontrakter igen. 

Det er dog ikke en spiller, som KIF Kolding, som klubben nu hedder, kunne offentliggøre torsdag morgen. Kolding-holdet har hentet Lars Krogh Jeppesen, der var spiller i klubben fra 2011 til 2012 og senere assistenttræner, ind som salgs- og sportsansvarlig.

- Efter gode snakke med folkene bag det nye KIF og Anders Oechsler var jeg ikke i tvivl om, at jeg gerne ville være med. Kolding er en håndboldby og skal naturligvis blive ved med at være det, siger Lars Krogh Jeppesen i en pressemeddelelse.

- Nu skal vi i fællesskab og med nøgleord som begejstring, glæde og ydmyghed tilbage, hvor det er dét på banen, som er det interessante.

Et andet tidligere klubkoryfæ Anders Oeschler er allerede blevet præsenteret som kommerciel ansvarlig i klubben, og han begynder i jobbet pr. 1. juli, mens Lars Krogh Jeppesen allerede er trukket i arbejdstøjet.

- Jeg ser frem til en utrolig spændende og udfordrende rejse, hvor vi i samarbejde med nogle stærke lokale kræfter, hele Kolding kommune og erhvervslivet, vil gøre alt for at genrejse KIF med et sundt og solidt bagland i ryggen, siger Anders Oeschler.

Klubben skriver, at de sidste spillerkontrakter er ved at komme på plads, og at der bliver tale om et både ungt og erfarent hold.

KIF Kolding forventer snarest at kunne offentliggøre det nye hold.