Grønlands håndboldherrer kom snublende tæt på VM-billet

16x9
Minik Dahl Høegh og resten af det grønlandske landshold kommer ikke til VM i denne omgang. Foto: ALEX GRIMM / Scanpix Danmark

Grønland spilledede lige op med Chile i den ordinære spilletid i bronzekampen ved de Pan Amerikanske mesterskaber i Nuuk.

Grønland kom særdeles tæt på en billet til VM i herrehåndbold i Danmark og Tyskland i 2019.

Ved de Pan Amerikanske Mesterskaber tabte holdet 36-39 i bronzekampen mod Chile efter forlænget spilletid. Det fortæller Sermitsiaq.AG

De tre bedste hold ved Pan Am er kvalificeret til VM.

Lilleputnationen Grønland spillede lige op med sydamerikanerne i et særdeles spændende opgør. Igennem hele først og anden halvleg fulgtes de to hold af. Det grønlandske hold fik slagkraftig opbakning fra et entusiastisk hjemmepublikum i Nuuk.

I slutningen af anden halvleg førte Chile med et enkelt mål, men i bogstavelig talt det sidste sekund af den ordinære spilletid bankede Minik Dahl Høegh, der netop er skiftet til Ajax København, et frikast direkte igennem muren af chilenske spillere og ind i målet.  Inussivik-hallen i Nuuk genlød af et jublebrøl.

Dermed blev det til to gange fem minutters forlænget spilletid. Men her holdt nerverne ikke længere og Chile vandt med tre måls forspring.

Det var en tårevædet Minik Dahl Høegh, der på den direkte transmission på KNR, takkede hjemmepublikummet for opbakningen under turneringen, hvor Grønland har slået hold som Canada, Uruguay og Paraguay.