Lars Rasmussen bliver ny assistent i KIF Kolding

EM-guldvinderen fra 2008 bliver Lars Frederiksens højre hånd i KIF Kolding.

Et nyt kapitel er i gang med at blive skrevet denne sommer i den traditionsrige håndboldklub KIF Kolding.

Flere spillere er kommet ud og ind af døren i sommerpausen, og nu har klubben fået en ny assistent til cheftræner Lars Frederiksen.

Valget er faldet på den tidligere landsholdsspiller Lars Rasmussen.

- Det er ingen hemmelighed, at Lars Frederiksen er en, jeg kender godt. Vi tænker håndbold på samme måde. Så det betyder rigtig meget, at jeg arbejder under ham. Da jeg fik muligheden, var det ikke svært at takke ja, siger han til TV 2 SPORT.

EM-guldvinderen fra 2008 har senest været cheftræner i den ungarske topklub Siofok. Han regner dog ikke med, det bliver et problem at omstille sig til pludselig at skulle være assistent.

- Det bliver ikke på den måde en omrokering. Det var noget andet, hvis jeg blev sat til at rense sæder. Så var det et problem. Men vi kommer til at samarbejde super godt. Der kommer til at blive lagt nogle planer og aftaler for, hvad min rolle bliver, og så indordner jeg mig under det. Jeg glæder mig bare sindssygt til at komme i gang, siger Rasmussen, som har skrevet under på en toårig aftale.

Før Siofok var Lars Rasmussen cheftræner for Ringkøbing Håndbolds kvindehold.

Udskiftninger på banen og i ledelsen

KIF Kolding har siden afslutningen på sidste sæson skilt sig af med 'København-delen' både i navn og beliggenhed.

Desuden har den sydjyske klub fået ny ledelse, hvor koryfæerne Jens og Lasse Boesen er stoppet som henholdsvis direktør og sportschef.

I stedet er den tidligere Kolding-spiller Anders Oechsler hevet ind under titlen 'daglig leder og kommerciel ansvarlig', mens eks-landsholdsspilleren Lars Krogh Jeppesen bliver salgs- og sportsansvarlig.

På banen er store navne som Bo Spellerberg og Magnus Landin fortid, mens erstatninger som Kasper Irming og Andreas Væver blandt andet er kommet ind.

KIF Kolding begynder den nye sæson 31. august mod oprykkerne fra Lemvig.