Svære Champions League-grupper til København og Skjern

16x9
Københavns Mia Rej i semifinalen i Santander Final4 i damehåndbold mellem Aarhus United og København Håndbold. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Københavnerne skal blandt andet op mod Rostov-Don fra Rusland i gruppespillet i kvindernes Champions League.

København Håndbold har fået en svær lodtrækning til gruppespillet i kvindernes Champions League i håndbold.

Danmarksmestrene befandt sig i andet seedningslag og skal op mod Rostov-Don fra Rusland, Sävehof fra Sverige og Brest Bretagne fra Frankrig i gruppe B.

Det stod klart efter fredagens lodtrækning i Wien i Østrig.

Det er første gang, København skal spille Champions League.

Det var ikke den gruppe, holdet havde håbet på, siger København-spilleren Mia Rej.

- Vi skal jo slå et eller andet hold for at komme videre, så vi må tage dem, vi får. Men jeg ville da gerne have byttet gruppe med Odense Håndbold, siger hun til tv-stationen 3 Sport.

Odense Håndbold, der også skal spille Champions League, befandt sig i tredje seedningslag i fredagens lodtrækning og skal møde Buducnost fra Montenegro, Metz Handball fra Frankrig og norske Larvik HK i gruppe A.

Hos mændene er det Skjern Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg, der er Danmarks repræsentanter i Champions League. 

Og hvor der hos kvinderne er fire hold i hver gruppe, er der hos mændene otte hold i hver af de to første grupper, hvor Skjern er et af holdene. 

Skjern skal op mod Paris Saint-Germain, Pick Szeged, Flensburg-Handewitt, Zagreb, Motor Zaporozhye, Celje og Nantes i gruppe B.

Bjerringbro-Silkeborg er i gruppe C med fem andre hold, hvor de bedste spiller sig videre og skal møde hold fra gruppe A og B.

BSV skal møde Metalurg, Sporting CP, Besiktas Mogaz, Chekhovskie Medvedi og Tatran Presov.