Line Jørgensen fanget i kontraktstrid - må fortsat ikke spille kampe

16x9
Line Jørgensen jubler over en scoring i EM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Tjekkiet. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Line Jørgensen har stadig ikke fået styr på sin spillertilladelse. Dermed må hun ikke spille kampe for sin nye klub Team Esbjerg.

Håndboldklubben Team Esbjerg er i fuld gang med forberedelserne til den nye sæson, der starter i slutningen af august.

Men sidste års nummer fire er løbet ind i problemer med holdets nye stjerne.

Den danske landsholdsspiller Line Jørgensen har nemlig endnu ikke fået sit spillercertifikat fra sin nu tidligere klub rumænske klub, CMS Bucuresti, der mener, danskeren er smuttet ulovligt fra sin kontrakt. Og så længe Team Esbjerg ikke har certifikatet, må Line Jørgensen ikke spille kampe.

- Det er selvfølgelig ikke særlig sjovt, men der er heldigvis et stykke tid endnu til vores første kamp. Vi har alle sammen et stort håb om, at det når at gå i orden inden da, fortæller Line Jørgensen om situationen til TV 2 SPORT.

- Man bliver selvfølgelig altid lidt nervøs, når det trækker ud. Men jeg er også nødt til at tro på det bedste og så nyde at spille håndbold. Det havde selvfølgelig været rart, hvis det hele havde været løst nu. Men der er gode folk på sagen i form af Spillerforeningen, Dansk Håndbold Forbund og agenter, så de arbejder på det

'Troede vi havde lavet et scoop'

Også hos Line Jørgensens nye træner, Jesper Jensen, er der mildest talt irritation over den komplicerede situation. 

- Det er enormt frustrerende. Vi har jo indgået en kontrakt med Line og tænker, at vi har en super spiller på vores højre back, fortæller Esbjergs cheftræner Jesper Jensen til TV 2 SPORT.

- Vi har også bygget holdet op omkring hende. Vi troede jo, at vi havde lavet et super scoop. Det tror vi stadig, men nu må tiden jo vise, hvordan vi løser tingene. Vi håber stadigvæk.

I nærmeste fremtid er det så planen, at de stridende parter skal mødes i håbet om at finde en løsning på problemet, så Line Jørgensen kan tørne ud for Jesper Jensens mandskab.

Team Esbjerg spiller deres første kamp i sæsonen den 22. august. Her møder vestjyderne Hadsten Håndbold i pokalturneringen.

Den 29. august går det så løs med ligabold. Når de forsvarende mestre fra København Håndbold venter i den første kamp.