Stortalent overvejede karrierestop: - Jeg kunne ingenting

16x9
Nikolaj Enderleit måtte udgå af U21-VM i juli 2017 med en hjernerystelse. Det er først nu, at stortalentet igen nærmer sig håndboldbanen. Foto: Screendump/Algeria Handball

En hjernerystelse har givet Nikolaj Enderleit 13 svære måneder med enorme smerter og overvejelser om karrierestop. Men nu tegner alting bedre for ham.

Den 27. juli 2017. Nikolaj Enderleit spiller VM-kvartfinale med U21-landsholdet.

Han har kort tid inden skrevet kontrakt med Ribe Esbjerg HH og er blevet kåret til årets danske talent.

Men stortalentets rivende udvikling går brat i stå, da han banker hovedet voldsomt i halgulvet efter en tackling i kvartfinalen mod Rusland.

- Det første, jeg kan huske, er, at jeg vågner på hospitalet i en scanner. Jeg ligger der, og jeg kan ikke forstå, hvad fanden der er sket, fortæller Nikolaj Enderleit til TV 2 SPORT.

Da højrebacken kommer ud af scanneren, får han fat i holdets delegationsleder og spørger, hvad der er sket.

- Han kigger på mig, men svarer ikke rigtig på mit spørgsmål, og det irriterer mig. Så spørger jeg, om jeg har spurgt om det før - så siger han: "Du har ikke spurgt om andet den sidste time".

- Mit hoved gør ondt, så jeg kan godt regne ud, at der er et eller andet galt. Mit hoved dunker, og jeg ligger i landsholdstøj. De taler alle sammen arabisk eller fransk, så kan jeg godt lægge to og to sammen, fortæller højrebacken.

Diagnosen er klar: Enderleit havde fået en hjernerystelse. En alvorlig hovedpine for ham, men den skulle vise sig at blive værre.

- Jeg vil ikke sidde og sige, at jeg hele tiden har vidst, jeg ville komme tilbage – for det har jeg overhovedet ikke

Nikolaj Enderleit, håndboldspiller

Tilbagefald med store konsekvenser

Mens resten af U21-landsholdet kæmper sig til VM-sølv, tager Nikolaj Enderleit plads i sin seng hjemme hos forældrene i Kolding, hvor han bruger størstedelen af tiden på at sove.

- I starten af mit forløb var det rigtig, rigtig hårdt, men jeg følte hurtigt, at der var fremskridt. Det begyndte bare at svinge, og det blev en rutschebanetur.

I november slår Enderleit igen hovedet, og det giver ham et kraftigt tilbagefald. De næste fire måneder viser sig at blive de hårdeste for højrebacken.

- Jeg var bundet til min seng, var afhængig af mine forældre og manglede adspredelse i hverdagen. Jeg kunne ingenting. Da det var værst, kunne jeg ikke engang gå en lille tur, uden at det begyndte at dunke i hovedet.

Hverdagen ændrer sig markant på kort tid for Enderleit, og udsigten til at vende tilbage til håndboldbanen virker mere fjern og ligegyldig end nogensinde før.

- Når man ligger der og ikke engang kan gå en tur på fem minutter uden at få ondt i hovedet, så er man sgu skeptisk omkring sin tilbagevenden til håndbold. Jeg vil ikke sidde og sige, at jeg hele tiden har vidst, jeg ville komme tilbage - for det har jeg overhovedet ikke.

Dag for dag bliver smerterne mindre, og det 21-årige talent starter et genoptræningsforløb hos en fysioterapeut og begynder ved en psykolog for at tale forløbet igennem.

Derfor begynder tågen langsomt at hæve sig over håndboldcomebacket.

- Selvfølgelig skal jeg også lige finde mig selv, før jeg kaster mig ud i de helt store tacklinger og tør at bryde igennem uden at tænke på hovedet overhovedet.

Nikolaj Enderleit, håndboldspiller

- Selvfølgelig skal jeg finde mig selv

Efter 13 måneder på sidelinjen er Enderleit nu tilbage på træningsbanen. Her er han indtil videre med til aktiviteter som opvarmning, løbeøvelser og styrketræning.

Han vil ikke forcere sit comeback, men derimod tage det stille og roligt.

- Selvfølgelig skal jeg også lige finde mig selv, før jeg kaster mig ud i de helt store tacklinger og tør at bryde igennem uden at tænke på hovedet overhovedet. Jeg bøvler stadig lidt med lydfølsomhed og nakke- og kæbespændinger, siger han.

Selvom der stadig er meget arbejde, der skal gøres, inden højrebacken er kampklar, kan han ikke skjule sin begejstring for at være tilbage i hallen.

- Det er helt fantastisk at få harpiks på hænderne og sved på panden igen. Men der kommer til at gå noget tid, for det er stadig meget tidligt i min genoptræningsfase.

Den 14. august 2018. Nikolaj Enderleit præsenteres som en del af truppen i Ribe Esbjerg HH, og målet om at vende tilbage til håndboldbanen er rykket tættere på.