Håndboldligaen må igen skifte navn - åbner sæsonen uden sponsor

16x9
Da Skjern i sidste sæson vandt DM-guld, var det i 888ligaen. Fremover spiller Skjern i Herre Håndbold Ligaen. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Bettingfirmaet 888 har trukket sig som sponsor for herrernes håndboldliga. Divisionsforeningen håber snart at lande en ny.

Den har heddet CCB Mobil Ligaen, Jack&Jones Ligaen, Boxerligaen og senest 888ligaen, og nu skifter Danmarks bedste håndboldliga for herrer igen navn.

Bettingfirmaet 888 trak sig før sommerferien som navnesponsor, og det er indtil videre ikke lykkedes klubbernes organisation, Divisionsforeningen, at finde en ny. Derfor hedder ligaen - i hvert fald indtil videre - blot Herre Håndbold Ligaen, når den nye sæson begynder den 31. august. 

- Vi er selvfølgelig ærgerlig over, at vi ikke har en ligasponsor til vores herreliga. Men der bliver arbejdet på det, understreger Divisionsforeningens direktør, Thomas Christensen, over for TV 2 SPORT. 

- Der foregår nogle fine samtaler med nogle emner, så vi håber da på, at vi kan lande en. Men om det lige bliver til den allerførste kamp, eller hvornår det bliver, er lidt svært at sige lige nu, siger direktøren. 

Ifølge direktøren er der en god grund til, at der endnu ikke er fundet en ny navnesponsor. 

- Vi fik opsigelsen fra den forrige partner (888, red.) i maj måned, tror jeg, så den kom noget sent. Det har selvfølgelig gjort, vi har været på bagkant fra start af og derfor ikke har kunnet nå at lande en ny partner, forklarer Thomas Christensen og afviser, at den manglende sponsor skyldes, at Divisionsforeningen kræver en for høj pris. 

888 nåede at lægge navn til herreligaen i to sæsoner. Inden da var det tv-udbyderen Boxer, der - også i to år - var sponsor for ligaen. 

Den danske dameliga skifter i øvrigt også navn til den kommende sæson - selv om køkkenfirmaet HTH fortsætter som sponsor.

I sidste sæson hed ligaen HTH Go Ligaen. Nu hedder den blot HTH Ligaen.

Den nye håndboldsæson på TV 2's kanaler begynder allerede 26. august med Super Cuppen, hvor København Håndbold møder Team Esbjerg, og Skjern møder TTH Holstebro.