Dalmoses spillere vil være ydmyge - men rykker ned

16x9
TMS Ringsted Foto: TMS Ringsted

TV 2s håndboldeksperter Trine Nielsen og Bent Nyegaard varmer op til håndboldsæsonen og gennemgår samtlige hold dag for dag frem til premieren.

Klub: TMS Ringsted

Sidste sæsons placering: 1 (1. division)

Bud på placering: 14

square to 16x9

Samtalen forløb over flere bjergkæder med endelig destination omkring græske Kreta, så jeg lod muligheden for at have hørt forkert være plausibel.

Derfor bad jeg TMS Ringsteds cheftræner, Christian Dalmose, om lige at gentage den med ydmygheden.

Svaret gjorde, at jeg faldt til ro igen. Det var spillerne, der ville være ydmyge, korrigerede altid karismatiske Dalmose.

Mit næste spørgsmål forbedrede ikke forbindelsen, da det gik på, hvordan oprykkerne ville undgå at blive ligaens bundprop.

Glem det, Nyegaard. Vi bliver ikke nummer 14.

Svaret kom prompte og virkede dermed overbevisende, men ikke nok til at overbevise mig.

TMS Ringsted vandt 1. division suverænt. Blot 3 nederlag og 3 gange uafgjort i de 26 kampe lod ingen tvivl om, at den midtsjællandske klub igen skulle prøve kræfter med landets bedste håndboldklubber.

Sidst klubben havde en længere periode i landets fornemste række, var fra 2003-10. Ellers har tendensen været flere ophold i den elevator, der kører mellem Herre Håndbold Ligaen og 1. division.

Det er ikke de mange kroner, der bliver drivkraften, hvis der skulle komme bump undervejs. Blot 2,5 mio. kroner har cheftræneren at gøre godt med.

Derfor er der helt oplagte ting, der skal lykkes, hvis oprykkerne skal overleve blandt de bedste.

Træner Dalmose skal have held med adskillige af de taktiske påfund, han er så kendt for. Defensivt bliver det 6:0/3:2:1/4:2/3:3, ja, faktisk tæt på så mange opstillinger, som tallene kan kombineres til. Han skal finde 7:6-kombinationer, der giver bonus frem for dårlige oplevelser i form af scoringer i det mål, hvor målmænd tidligere altid var til stede.

Den upåagtede målmandsduo - Mikkel Tønners som førstevalget og Frederik Andersson - skal have både kvalitet og - ikke mindst - stabilitet som ledetråde.

De rutinerede - først og fremmest Michael Riis og nytilkomne Morten Nyberg - skal vise vejen for den ungdom, der viste deres værd i den forgangne sæson.

Den vej og dens retning var i gode hænder i oprykningssæsonen, hvor kriger nummer 1, 2 og 3, Rune Ohm, var garant for ikke bare fight og offervilje, men også for et hav af mål.

Sådan ser Morten Nybergs CV ikke ud. Den tidligere Ribe-Esbjerg-spiller kan gå noget af vejen udi fight og stålsathed, mens det kniber med de mange mål. Til gengæld kommer cheftræneren til at råde over en spiller, der med garanti vil være rundhåndet med plusafleveringer til sine kammerater.

Et par store talenter er værd at holde øje med. Venstrebacken Morten Jensen er eksplosiv som bare fanden. Rammer han plet, når kroppen får flere slag, end han er vant til?

Vender de skadede - playmaker Oliver Klarskov og venstrefløj Mads Dudek - tilbage og giver holdet mere tyngde, og træder Nicolaj Nørager - der endnu ikke har udfoldet det store potentiale, mange så i ham - i karakter og udfolder sine uomtvistelige evner, kan det få afgørende betydning.

Ringstedhallen hører til de gamle håndboldhaller, hvor sjælen kan fornemmes helt ud på parkeringspladsen. 1200 tilskuere er maksimum. Den skal være tæt på fyldt hver gang, hvis den skal blive den 8.-9.-10.-mand, hjemmebaner nogle gange kan være.

Jeg håber det bedste. Ikke mindst fordi det for håndboldlandskabet ville være smukt, hvis TMS Ringsted kunne vedblive at være en del af vort lands bedste håndboldliga.

Jeg tror dog ikke på det.

Ydmyg eller ej. Dalmoses tropper klarer ikke skærene og må se, Lemvig-Thyborøn Håndbold erobre den vanvittigt eftertragtede plads som nummer 13.