Aarhus-målmand skifter til Bundesliga-klub

16x9
René Villadsen har tidligere spillet flere sæsoner i Tyskland. Han kom til Århus Håndbold i 2017 Foto: TV 2 SPORT

Bundesligaklubben SC DHfk Leipzig løser et akut opstået keeperproblem ved at leje 32-årige René Villadsen af Århus.

Denne artikel er opdateret, efter Leipzig har offentliggjort lejeaftalen. Artiklen blev første gang udgivet den 30. august klokken 13.48.

Bare en dag før sæsonstart siger Århus Håndbold farvel til målmand René Villadsen.

Den 32-årige keeper skifter til Bundesliga-klubben SC DHfk Leipzig. En af klubbens to normale målvogtere er blevet korsbåndsskadet, og derfor skal tyskerne bruge en vikar i målet i den kommende sæson. 

Aftalen løber resten af denne sæson, oplyser Leipzig på sin hjemmeside.

Dagen inden offentliggørelsen af skiftet var René Villadsen i Tyskland for at besøge klubben.

- Jeg kan bekræfte, at René lige nu er i Tyskland til et lægetjek og personlige forhandlinger. Vi vil som klub ikke stå i vejen for et udlandseventyr for René, hvis han får den mulighed, når vi nu er udmærket dækket ind på den position, sagde Århus Håndbolds sportchef Peter Bredal til TV 2 SPORT. 

Århus har netop skrevet kontrakt med 19-årige Christoffer Bonde fra Randers HH og har desuden Jens Fredsgaard i målet. 

Tredje klub i Tyskand

René Villadsen har kontrakt til 2021 med Århus Håndbold, som han skiftede til sidste sommer efter fire år i Tyskland - først i Eisenach og siden i Melsungen. I Leipzig bliver han blandt andre holdkammerat med den tidligere tidligere Aalborg- og TTH Holstebro-spiller Patrick Wiesmach, der spiller på højre fløj. 

Den 32-årige og to meter høje Villadsen havde en redningsprocent på 29 for Århus Håndbold i sidste sæson, hvor TTH Holstebros Torbjørn Bergerud statistik set var bedst med en redningsprocent på 37.

Torbjørn Bergerud forlod TTH Holstebro i sommerpausen og spiller nu for tyske Flensburg-Handewitt. 

TV 2 SPORT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra René Villadsen.

Århus Håndbold indleder den nye sæson i Herre Håndbold Ligaen med en hjemmekamp mod oprykkeren TMS Ringsted på lørdag.