- Det er en fejldom af dimensioner, siger Nyegaard efter videodom

Skjerns Jonathan Stenbäcken blev lørdag sendt ud for film, efter kampens dommer Martin Gjeding havde set en situation igennem på video.

Dommerparret Martin Gjeding og Mads Hansen kom lørdag i fokus, da Skjern på udebane besejrede Bjerringbro-Silkeborg i en gentagelse af sidste sæsons DM-finale. 

For da gæsternes Jonathan Stenbäcken med 20 minutter tilbage blev skubbet i jorden af hjemmeholdets Klaus Thomsen, valgte Martin Gjeding at udnytte muligheden for at se situationen igennem på tv-billederne. 

Det er en fejldom af dimensioner

Bent Nyegaard

Og her kom dommeren - til Skjern-bænkens store overraskelse - frem til, at Stenbäcken skulle sendes ud i to minutter for film. 

- Jeg var i tvivl, om Klaus Thomsen ramte Stenbäcken i hovedet, eller om den sad nede på brystkassen, og han kastede hovedet bagover, sagde Martin Gjeding efter kampen og fortsatte:

- Tacklingen sad i brystet, og fordi den sad der, så valgte jeg at give ham en udvisning for film, siger dommeren og får opbakning fra sin kollega Mads Hansen, der var enig i beslutningen. 

Men det var bestemt ikke alle, der var enige i dommerparrets vurdering. Tværtimod. 

- Det er en fejldom af dimensioner. Stenbäcken kaster ikke sit hoved nogen som helst steder hen. Han så en albue, der kom op og blev ramt. Det er simpelthen en fejl, sagde TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard under kommenteringen. 

Skjerns træner, Ole Nørgaard, mener, det var en fejl, da Jonathan Stenbäcken lørdag blev sendt ud for film. Video: TV 2 SPORT

Også Skjerns træner Ole Nørgaard har svært ved at forstå udvisningen og retter samtidig kritik mod brugen af video, der inden denne sæson blev indført for at hjælpe dommerne til at træffe de rigtige beslutninger undervejs i kampene. 

- Hvis det er måden, det skal anvendes på, så er det på ingen måde nogen gave til håndboldsporten. 

- Det er en fejlkendelse af rang, og det, der ærgrer mig, er, at de har muligheden for at se det igennem flere gange. Han fik en hånd i ryggen og en hånd i brystkassen. Selv med min bedste vilje kan jeg ikke se, at det skulle være skuespil, siger Ole Nørgaard. 

Skjern var foran fra start til slut og kunne efter en times håndbold juble over en sejr på 33-29 og holdets anden sejr i træk efter en svær sæsonstart.