Ydmygelse koster fridagen i ambitiøs ligaklub

16x9
Et stort nederlag til TTH Holstebro betyder, at der skal stemples ind igen på kontoret for spillerne hos Ribe-Esbjerg Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Mandag bliver ikke nogen fridag for håndboldspillerne i Ribe-Esbjerg, efter de tabte med 10 mål i søndagens kamp mod TTH Holstebro

Sove længe? Netflix? Eller måske et café-besøg til frokost? Hvad skal man egentlig lave på en fridag?

Den indre diskussion er håndboldspillerne fra Ribe-Esbjerg fri for at tage med sig selv mandag morgen, for efter et tungt nederlag til TTH Holstebro på 24-34, så er fridagen på ugens første dag blevet inddraget.

Der bliver dog stadig tale om levende billeder. Men nok ikke i samme underholdende grad, som når man fyrer op for sin yndlingsserie på en streamingtjeneste.

- Vi mødes i morgen for at se denne kamp og snakke lidt om det. Det bliver vi nødt til, så vi kan få det stoppet, sagde Lars Walther til JydskeVestkysten efter søndagens nederlag.

- De skulle have haft fri, men det får de ikke alligevel. Nu må vi se den og snakke den godt igennem, for nogle gange er det godt at se, hvad man selv går og laver. Og så må vi pakke den sammen og være klar til på torsdag mod Aalborg.

Det er det andet nederlag i tre kampe til de stort satsende vestjyder. Men det var især måden, som gæsterne faldt sammen på i søndagens sene opgør, der giver grund til panderynker hos cheftræneren.

- Det er lige som om, vi giver op. Vi begynder at angribe sidelæns. Jeg ved ikke, om der er noget angst omkring den sidste kamp, vi spillede mod dem, hvor det lige pludselig gik stærkt. Det er jeg meget, meget skuffet over, sagde Lars Walther.

Ribe-Esbjerg får mulighed for at revanchere søndagens indsats på torsdag, når Aalborg Håndbold kommer på besøg i Blue Water Dokken hjemme i Esbjerg.