Skjerns målmand sad ude på grund af færdselsuheld

Emil Nielsen så hele Skjerns nederlag til TTH Holstebro fra sidelinjen, da han tidligere på dagen var involveret i et færdselsuheld.

Sådan sender TV 2 SPORT fra håndboldligaerne

Skjern Håndbold blev onsdag skudt i sænk på hjemmebane mod rivalerne fra TTH Holstebro.

De danske mestre tabte med syv mål i en kamp, hvor holdet lukkede hele 37 mål ind. Derfor ville Skjern-træner Ole Nørgaard givet vis gerne have sendt målmand Emil Nielsen på banen undervejs, men det var ikke en mulighed.

- Jeg var ude for et færdselsuheld tidligere i dag, så vi vurderede, at det ikke var det værd, siger Emil Nielsen til TV 2 SPORT.

- Jeg har det godt efter omstændighederne, men jeg er da en lille smule chokeret. Men fysisk har jeg det rigtig fint. Der er ikke sket noget som helst. Jeg har et lille hold i nakken, og så bliver man selvfølgelig rystet over det. Det skete to timer før, vi skulle mødes. Jeg skulle lige ovenpå igen.

I Skjern-målet stod den rutinerede islandske målmand Björgvin Pall Gustavsson, men han kunne ikke stille meget op og leverede blot 11 redninger på TTH's 41 skud.

Nederlaget lagde et ekstra lag på Skjern elendige sæsonstart, hvor mesterklubben står noteret for to sejre i to kampe, mens holdet også tabte Super Cuppen til netop TTH og røg ud af pokalturneringen til Skanderborg.

Derfor var det ekstra hårdt for Emil Nielsen at blive siddende på bænken og se på.

- Det var da også forfærdeligt. Det var nærmest endnu værre. Vi spillede ikke særlig godt. Det var noget værre noget. Vi må komme igen næste gang, siger han.

TTH Holstebro har omvendt fået en perfekt start på sæsonen med maksimumpoint efter fire kampe.