Nora Mørk skal igen opereres for alvorlig skade

16x9
Nora Mørk pådrog sig en korsbåndsskade tilbage i februar. Nu skal hun opereres igen. Foto: Patrik Stollarz / Scanpix Denmark

Nora Mørks håb om at komme til EM er ødelagt, da hun igen skal opereres på grund af en skade.

Drømmen om at blive klar til EM i december ser ud til at være knust for håndboldstjernen Nora Mørk.

Nordmanden har de seneste måneder arbejdet hårdt på at blive klar til europamesterskaberne, efter hun i februar pådrog sig en korsbåndsskade. Men en skade i menisken betyder nu, at hun endnu en gang skal igennem en operation. 

- Jeg var så tæt på, for efter korsbåndsskaden skulle jeg begynde at træne fuldt med på mandag. Jeg var 99 procent sikker på, jeg skulle med til EM, men det var selvfølgelig for godt til at være sandt, siger Nora Mørk til TV2 Norge

Györ-spilleren fortæller, at hun mærkede et vrid for to uger siden, men hun havde håbet på, at det var nok med en mindre pause. Men det blev værre og værre. 

- Det er første gang, jeg mærker følelsen af at være knust, at miste modet og motivationen. Nu ved jeg ikke, hvordan den videre vej ser ud, for nu er jeg bare en håndboldspiller, der ikke spiller håndbold, siger Mørk. 

Skadens omfang kendes endnu ikke, men nordmanden frygter, at hun igen må sidde uden for i op mod et halvt år. 

Tre gange har den norske stjerne sikret Norge EM-guld, mens det også er blevet til VM-guld og OL-bronze. Men landstræner Thorir Hergeirsson var én af dem, der i forvejen ikke havde regnet med at se have hende med til slutrunden i Frankrig. 

- Nu har vi vidst det i et stykke tid, at hun har haft et tilbagefald. Det er virkelig synd, men samtidig har jeg været en af dem, der var mere realistiske og tænke, at EM kom for tidligt, siger landstræneren til TV2 Norge. 

Efter planen udtager landstræneren den norske EM-trup til slutrunden i Frankrig den 6. november.