Ny Aalborg-målmand efter svær start: - Nu ved jeg, jeg er god nok

I sin femte kamp for Aalborg Håndbold fik den norske målmand Kristian Säverås vist prøver på sit talent.

Se masser håndbold på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

22-årige Säverås spillede en stor rolle, da Malmö i sidste sæson vandt sølv i den svenske håndboldliga.

Spillet medførte et skifte til Aalborg Håndbold i den bedste danske række, hvor den unge nordmand dog har fået en svær start. Det billedet blev der vendt op og ned på, da Aalborg tirsdag slog Mors-Thy med 31-22.

- Det er rigtig godkendt. Det var den bedste kamp, jeg har haft i Aalborg indtil nu. Det er dejligt at spille en god kamp. Det er ikke gået så godt for mig i de første kampe, så det betyder meget for selvtilliden fremover. Jeg skal bare køre på, siger Säverås til TV 2 SPORT.

I første halveg vogtede Mikael Aggefors nordjydernes mål, og ved pausen var stillingen 17-15.

Antallet af indkasserede mål i anden halvleg blev mere end halveret, hvor Säverås kom på banen og diskede op med 11 redninger på 18 skud, og fra det 45. til det 57. minut lukkede han ikke et eneste mål ind.

- Det er et nyt land, en ny liga og nye skytter, og jeg føler, jeg har gjort det godt til træning. Jeg har bare ikke fået det med i kampene, så nu ved jeg, jeg er god nok til at stå i den her liga. Det betyder meget, siger Säverås.

Inden kampen havde Säverås en redningsprocent på 33. I kampen mod Mors-Thy nærmede den sig undervejs 70 og endte på 61.

Ifølge cheftræner i Aalborg Stefan Madsen har målmandstalentet dog været for hård ved sig selv i starten af Aalborg-tiden.

- Jeg er udmærket godt klar over, hvilket potentiale Kristian har. Han er en ærgerrig fyr og måske lidt hård ved sig selv. Han stod en rigtig fin kamp nede i Ribe-Esbjerg. Så er det rigtigt, at der har været situationer, hvor vi har haft svært ved at give ham de betingelser, man skal have som målmand, siger træneren.

- Jeg glæder mig bare over, at vi har to rigtig dygtige keepere, og at Kristian kommer ind og får vist, at han helt klart har potentialet.

Mors-Thy drillede Aalborg før pausen, men det endte med en storsejr til aalborgenserne, der topper ligaen. Video: TV 2 SPORT

Med sejren fører Aalborg ligaen med 12 point efter syv kampe. GOG, TTH og Aarhus ligger alle på 10 point for seks kampe.

Håndbold i tv i denne uge

  • Onsdag 18.30 EH Aalborg - København (k) TV 2 SPORT
  • Onsdag 20.30 TTH - BSV (m) TV 2 SPORT
  • Torsdag 19.30 SønderjyskE - Nordsjælland (m) TV 2 SPORT
  • Lørdag 16.10 Viborg - Herning-Ikast (k) TV 2