Klavs Bruun har fået grønt lys til storstilet projekt

16x9
Danmarks's Cheftræner Klavs Bruun Jørgensen Golden Leauge i Kvinde håndbold Danmark - Polen. Ceres Arena i Aarhus Lørdag 29 September, 2018.. (Foto: NORDE ERNST VAN/Ritzau Scanpix) Foto: Norde Ernst Van / Ritzau Scanpix

De relevante, danske ligatrænere har vendt tommelfingeren opad til Klavs Bruun Jørgensen og Dansk Håndbold Forbunds nye landsholdsstrategi.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har ikke brugt de første dage efter weekendens Golden League på afspadsering.

Han har talt i telefon.

I den modsatte ende af røret har diverse danske ligatrænere løftet ikke bare røret, men også tommelfingeren til landstrænerens forespørgsel:

Er I med på den nye strategi for en udvalgt gruppe af spillere på det danske kvindelandshold?

- Dialogen har været meget, meget positiv. Det er mit helt klare indtryk, at alle ser frem til den form for udvidede samarbejde, som vi har lagt op til, siger Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT.

- Det er jeg naturligvis meget glad for. Det giver mig en helt masse ting at arbejde videre med.

Skal op på øverste hylde

Lørdag fremlagde Dansk Håndbold Forbund og Team Danmark det såkaldte ’andet ben’ i en ny strategi, der skal bringe dansk kvindehåndbold tilbage i guldkampen ved de store mesterskaber.

Et ben, der skal sparke til udviklingen af en gruppe af håndplukkede, etablerede A-landsholdsspillere, som vil få yderligere støtte gennem et tættere samarbejde mellem lands- og klubhold.

Det handler blandt om ugentlig supervision på den fysiske træning, psykologisk bistand og ernæringsvejledning.

Ligesom landsholdledelsen med Klavs Bruun Jørgensen som fanebærer ønsker at komme endnu tættere på spillernes hverdag i klubberne. 

- I den nye strategi vil der blive arbejdet individuelt med spillerne i et omfang, der ikke er set tidligere i dansk landsholdshåndbold. Den er sat i søen for at øge chancerne for medaljer til dansk kvindehåndbold i fremtiden, skrev Dansk Håndbold Forbund blandt andet i sin pressemeddelelse.

Samme bistand og ressourcer vil blive tilbudt en række spillere, der ikke for nuværende er aktuelle på A-landsholdet, men som kan blive fremtidens profiler. Det såkaldte ’første ben’ af strategien.

Udvalgte navne

Det er i høj grad landstræner Klavs Bruun Jørgensen, der har været med til at udvælge de spillere, der i første omgang vil få stillet ekstra ressourcer til rådighed gennem det udvidede samarbejde.

Landstræner ønsker ikke at oplyse, hvilke spillere man vil bruge de ekstra ressourcer på.

Men ifølge TV 2 SPORT’s oplysninger har Dansk Håndbold Forbund peget på en større gruppe, der blandt andre tæller Mie Højlund, Line Jørgensen og Sandra Toft.

- Det har jeg slet ingen kommentarer til, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Næste fase i indkøringen af planen bliver en række møder mellem de udvalgte spillere, deres ligatrænere og landsholdsledelsen for at begynde at slå de praktiske streger.