Aalborg jagter revanche i topbrag mod BSV

16x9
Sebastian Skube og resten af BSV slog Aalborg ud af DM-semifinalerne i sidste sæson. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Aalborg Håndbold tabte begge semifinalekampe mod BSV i den forgangne sæson. Onsdag mødes de to hold i ligaen.

Onsdag aften byder på topopgør i herrernes håndboldliga, når Bjerringbro-Silkeborg (BSV) tager imod Aalborg Håndbold i Jysk Arena i Silkeborg.

Inden kampen befinder Aalborg sig på andenpladsen i ligaen, mens BSV ligger nummer tre.

Aalborg og BSV spillede i den seneste sæson to intense semifinaler i DM-slutspillet mod hinanden, som begge endte med sejr og en finalebillet til BSV.

Derfor glæder Aalborg sig til muligheden for at få revanche.

- Vi er hårdt opsatte på at få taget revanchen og tage sejren og to vigtige point med retur til Aalborg i morgen, selv om vi er klar over, at det kommer til at kræve en mandfolkepræstation af hele holdet, skriver klubben på sin hjemmeside.

BSV har i den danske liga kun vundet en enkelt kamp på hjemmebane, hvor det også er blevet til en uafgjort og en tabt kamp. Til gengæld har holdet vundet alle sine fire kampe på udebane. 

Men det betyder ikke, at holdets træner, Peter Bredsdorff-Larsen, frygter kampene på hjemmebane - tværtimod.

- Jeg har et større perspektiv på. Hvis vi også tæller Champions League-kampene med, så har vi vundet syv ud af de seneste otte kampe.

- Man kan se på tingene på mange måder, og vi føler os komfortable og trygge i Jysk Arena, hvor vi altid er favoritter i ligaen, så det er også med den indgang, at vi går ind til kampen. 

- Vi har altid nogle gode og tætte opgør mod Aalborg, og de har jo sadlet lidt om på deres hold i år, så vi glæder os til en ægte topkamp, siger Peter Bredsdorff-Larsen.

Inden opgøret har Aalborg 12 point, mens BSV ligger lige efter med 11 point. Dermed kan BSV med en sejr overhale nordjyderne i tabellen, som lige nu toppes af GOG.

GOG, der også har 12 point, men en bedre målscorer end Aalborg, møder Århus Håndbold fredag.

Der er, inden aftenens spillerunde skydes i gang, spillet syv spillerunder i sæsonen.