Aalborg-profil skal opereres – ude i flere måneder

16x9
Buster Juul står foran en operation, der vil holde ham ude i flere måneder. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

I Aalborg skal man undvære venstre fløjen Buster Juul, der skal opereres i knæet.

Buster Juul har døjet med en knæskade i over et år, men nu kan han ikke spille igennem smerterne mere. Et såkaldt ’bone bruise’ – eller knogleødem på dansk – er årsagen til, at den 25-årige venstre fløj nu skal under kniven.

- Jeg fik et ordentlig tryk på mit knæ under en træningskamp mod GOG for længe siden. Efterfølgende var jeg ude i tre uger og fik konstateret, at jeg har et 'bone bruise', og det har jeg spillet med i godt et års tid, hvor jeg har været utrolig hæmmet af det. Nu er jeg simpelthen blevet så hæmmet, at jeg ikke kan hoppe eller løbe ordentligt, siger Buster Juul til Nordjyske.

Operationen betyder i bedste fald, at Buster Juul er tilbage to eller tre måneder efter indgrebet, mens det i værste fald kan holde ham ude i op til et halvt år. Før sæsonen håbede Buster Juul, at en pause fra aktiviteter ville gøre knæet mere stabilt.

- Vi ville gerne se, hvordan knæet reagerede, hvis jeg fik halvanden måneds pause uden at røre mig ud af flækken med benet, men ligeså snart jeg havde første træning, røg det bare op igen og var samme smerte, siger Buster Juul.

Udover en pause har Buster Juul også prøvet andre midler for at undgå en operation. Forskellige plasmaindsprøjtninger og en masse træningsudstyr har heller ikke kunne afværge en operation, som allerede skal udføres torsdag.

I aften kan du se Buster Juuls Aalborg Håndbold spille topopgør mod Bjerringbro-Silkeborg på TV 2 SPORT fra klokken 20.