Odense overtager førsteplads med storsejr

16x9
jan Pytlicks Odense er nyt hold på ligaens førsteplads. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Odense tog ligaens førsteplads med sin ottende sejr ud af otte mulige, da Silkeborg-Voel blev slået 36-20.

Odense Håndbold fortsætter succesen i sæsonindledningen i HTH Ligaen. 

Torsdag gik det ud over Silkeborg-Voel, da Jan Pytlicks tropper var storfavoritter og også vandt opgøret hjemme 36-20. 

Med storsejren nåede Odense op på otte sejre i lige så mange opgør i denne sæson, og de 16 point rækker til førstepladsen i ligaen foran Nykøbing Falster Håndboldklub, der har et point færre. 

Anderledes hård har sæsonen været indtil videre for Silkeborg-Voel, der led sit fjerde nederlag i træk og har syv point på ottendepladsen. 

Gæsterne kom ellers foran 1-0 i opgøret, men derfra kørte Odense afsted. 

Efter ti minutter lød føringen på 6-3, og efter et kvarter var Odense foran 9-5. 

Silkeborg-Voel var dog fortsat med i opgøret i anden halvleg efter at være bagud 11-14 i pausen. 

Det blev både 12-14 og 13-15, inden Odense begyndte at stikke af i anden halvleg. 

Efter 40 minutter øgede Freja Cohrt til 21-14 for Odense efter et kontraangreb, og fløjspilleren sørgede også for de næste par mål, da hun øgede til både 22-14 og 23-14.

Ingild Kristiansen stod for scoringen til 25-14 efter et kvarter af anden halvleg, og da var det for længst forbi for gæsterne. 

Nadia Offendal blev topscorer for Odense med seks mål.