Podcast: Herrelandsholds- og ligaopsamling

Konkurrencen på herrelandsholdet og højdepunkter fra grundspillets første fjerdedel bliver vendt i TV 2 SPORTs håndboldpodcast.

Håndboldsæsonen er i fuld gang i både ind- og udland, og efter efterårsferien samles landets ypperste herrespillere under landstræner Nikolaj Jacobsens ledelse.

Der er dermed masser at tale om og dykke ned i i sæsonens første håndboldpodcast fra TV 2 SPORT. På tærsklen til efterårsferien folder ekspert Peter Bruun Jørgensen og assistenttræner på U21-landsholdet og hos Nordsjælland Håndbold, Simon Dahl, sig ud med deres fagekspertise.

Blandt andet om to velspillende venstrebacks fra den danske herreliga, der begge var en del af den oprindelige landsholdstrup til EM-kvalkampene mod Ukraine og Færøerne sidst i oktober.

Som I kan se øverst i artiklen, så har Nikolaj Markussen allerede haft stor betydning for sin klub, Bjerringbro-Silkeborg. Måske kan han også få en rolle på det danske herrelandshold, der til januar jagter VM-succes på hjemmebane.

Dét snakker de to skarpe håndboldherrer mere om i podcasten, hvor de begge også bemærker ligatopscorer, Lasse Møllers, fænomenale indledning på sæsonen:

- Han var god sidste år. I år er han fuldstændig outstanding, lyder det fra Peter Bruun Jørgensen om GOGs 22-årige venstreback. 

Lasse Møller blev kåret som månedens spiller for september måned, men blev desværre skadet i den seneste sejr over Lemvig.

Ifølge Simon Dahl er Lasse Møller et rigtigt godt sted lige nu for venstrebackens videre udvikling. Nemlig hjemme i Gudme hos GOG, hvor Møller har spillet hele karrieren.

- Det er rigtig godt for Lasse at være i GOG lige nu. For han har en stor rolle, han får lov til at tage mange vigtige beslutninger, og ikke mindst så får han lov til at dække op, siger Nordsjælland-assistenten.

Du kan høre podcasten i sin fulde længde herunder. Eller du kan hente den via iTunes, SoundCloud eller dér, hvor du plejer at finde dine podcasts.

Gæster: Peter Bruun Jørgensen og Simon Dahl.

Vært: David Schiøler

Optaget: 12. oktober 2018