BSV er klar til at forsvare førsteplads i Champions League

16x9
Nikolaj Markussen og BSV fører klubbens Champions League-gruppe efter de første fire kampe. Foto: Norde Ernst Van / Ritzau Scanpix

Bjerringbro-Silkeborg skal lørdag på besøg i Tyrkiet, hvor Besiktas venter i Champions League-gruppespillet.

Lørdag venter det tyrkiske hold Besiktas og ikke mindst de tyrkiske tilskuere, når Bjerringbro-Silkeborg (BSV) skal på besøg i Istanbul i Champions League-gruppespillet i herrehåndbold.

BSV topper lige nu gruppe C med seks point efter fire kampe, og træner Peter Bredsdorff-Larsen går efter at udbygge den føring på den svære udebane.

- Det bliver en vanskelig udebane, men vi kommer med nogle gode oplevelser i Champions League med to sejre, så vi tager til Istanbul med stor optimisme.

- Som hold har vi oplevet mange ting, og vi har spillet Europa Cup i de seneste fire år og været med i gruppespillet, så vi ved, hvad der venter os, siger han.

Europæiske udebaner gør det sjovere at spille

Også BSV-spilleren Nikolaj Markussen glæder sig til mødet med Besiktas og de mange tyrkiske tilskuere, som han synes, skaber en fantastisk atmosfære. 

- Det er kun fedt at komme ud på nogle af de svære udebaner rundt omkring i Europa.

- Jeg synes personligt, at det er noget af det, der gør, at det er ekstra sjovt at spille. Hellere at der er en masse larm, end der er helt stille, siger han.

BSV befinder sig i år i den næstbedste del af Champions League-gruppespillet. Det betyder, at holdet skal blive blandt de to bedste hold i den seksholds store gruppe for at gå videre.

Holdet vandt sin seneste Champions League-kamp på hjemmebane mod Skopje med 33-25, og før det blev det til sejr på udebane over Sporting Lissabon på 35-32.

Kampen mod Besiktas fløjtes i gang klokken 15 dansk tid.