Ligaklub i kovending efter 'skarp mail' - smed spillere ud af truppen

16x9
Rasmus Nielsen i billedet og Søren Tau blev fredag ekskluderet fra truppen i Ribe-Esbjerg. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Ribe-Esbjergs Rasmus Nielsen og Søren Tau fik fredag besked på, at de hverken skulle møde ind til træning eller kamp.

Henover weekenden har der været intern uro hos bundholdet Ribe-Esbjerg, der mandag led fjerde hjemmebanenederlag i træk i Herre Håndbold Ligaen.

Fredag fik spillerne Rasmus Nielsen og Søren Tau nemlig besked på, at de var ude af førsteholdstruppen og hverken skulle møde ind til træning eller kamp.

Det er sådan helt uhørt

Michael Sahl Hansen, direktør i Håndbold Spiller Foreningen

Det var Jydske Vestkysten, der først bragte historien, og over for avisen fortalte cheftræner Lars Walther, at ekskludering foreløbigt gjaldt i en måned, således at klubben med mange nye spillere kunne spille smallere og lære hinanden bedre at kende.

Nu er Ribe-Esbjerg dog kommet på andre tanker, fortæller direktør i Håndbold Spiller Foreningen, Michael Sahl Hansen, der fredag aften blev kontaktet af spillerne.

- Vi har netop fået en skrivelse tilbage fra klubben om, at spillerne igen må indtræde i førsteholdstruppen, siger han til TV 2 SPORT.

Sendte skarp mail

Cheftræner i Ribe-Esbjerg Lars Walther skriver i en SMS til TV 2 SPORT, at han ingen kommentarer har og henviser i stedet til sportschef Sune Agerschou. Over for Jydske Vestkysten bekræfter han, at spillerne er tilbage i truppen, men at han ikke vil diskutere personaleforhold i pressen.

Michael Sahl Hansen sendte "en noget skarp mail" til Ribe-Esbjerg med beskeden om, at spillerne skulle have lov til at passe deres arbejde, hvis ikke Håndbold Spiller Foreningen skulle "gå andre veje" for at få spillerne tilbage i truppen.

- Jeg må sige, at jeg blev noget overrasket over, at det kan forekomme i dansk håndbold, at vi på den måde kan smide folk sådan helt uden for døren. Der troede vi faktisk, at vi var kommet noget videre. Det er sådan helt uhørt, siger Michael Sahl Hansen.

- Jeg kan ikke huske, at det er sket i den tid, jeg har været en del af Håndbold Spiller Foreningen. Det er muligt, at der er nogen, der har truet med det på en eller anden måde. Men ellers er der jo ordnede forhold rundt omkring, og klubberne behandler jo spillerne fint. Men det her med at sætte dem udenfor var jeg noget chokeret over.

Regner ikke med gentagelse

Direktøren i spillernes foreningen understreger, at det til enhver tid er klubbernes trænere, der vælger, hvem han vil bruge fra sit holdkort.

- Men alle skal have lov til at træne med det hold de har skrevet kontrakt med, siger Michael Sahl Hansen.

- Det har de (Ribe-Esbjerg, red.) i hvert fald taget til efterretning nu her, og vi håber også, at de resten af sæsonen lever op til de forpligtelser, der er, og at spillerne får lov til at passe deres arbejde, og at de ikke chikanerer nogen, fordi man synes, man skal skære ned i trup eller andet.

Stregspilleren Søren Tau kom til klubben i 2016 og forlængede sin aftale med klubben tidligere på året. Rasmus Nielsen, der er fløjspiller, kom ligeledes til klubben i 2016.

Ribe-Esbjerg, der i sidste sæson missede en plads i slutspillet med ét point, ligger aktuelt tredjesidste i ligaen med blot to sejre i sæsonens første otte kampe.