Mestertræner stopper karrieren

16x9
Skjern-træneren siger farvel og tak efter denne sæson. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Ole Nørgaard indstiller trænerkarrieren til sommer.

For fem måneder siden vandt Ole Nørgaard det danske mesterskab i herrehåndbold med Skjern.

Til sommer stopper han karrieren. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

- Jeg har ikke mere til gode og føler selv, at jeg har fået bidraget med det, jeg ville, og det jeg kunne, siger Ole Nørgaard, der har været træner i den vestjyske klub siden 2012.

- Jeg har nydt det hele, men især de mange passionerede mennesker i og omkring Skjern Håndbold vil jeg altid huske med glæde - ingen nævnt, ingen glemt.

Sommerens DM-guld var den niende medalje i Ole Nørgaards syv år lange regeringsperiode i klubben.

- Med Ole Nørgaard i spidsen har vi skabt unikke præstationer i ind- og udland, været i ni finaler og rykket os op som en fast bestanddel i toppen af dansk herrehåndbold, siger bestyrelsesformand Carsten Thygesen.

- Ole Nørgaards resultater i Skjern Håndbold taler sit helt eget sprog. Vi er stolte og meget glade for at så stor en kapacitet gennem syv år har stået med ansvaret for vores hold, tilføjer han.

Startede som ungdomstræner

Ole Nørgaard startede trænergerningen på bænkene i Bjerringbro-Silkeborg og Team Esbjerg.

Herefter var han i en årrække ungdomslandstræner for Danmark, inden han altså kom til Skjern i 2012.

Her har Ole Nørgaard ud over danmarksmesterskabet også været med til at skaffe to sølvmedaljer og to af bronze samt vundet to pokaltitler.

Ole Nørgaard har stået i spidsen for Skjern siden 2012.
Ole Nørgaard har stået i spidsen for Skjern siden 2012. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Nu koncentrerer Skjern-træneren sig om at færdiggøre de resterende syv måneder karrieren.

- Det sidste hængeparti er at jagte DM-medaljer og avancement i Champions League - og det vil jeg arbejde hårdt døgnet rundt i den resterende del af sæsonen for at opnå, siger Ole Nørgaard.

Skjern har fået en dårlig sæsonstart, hvor de har tabt lige så mange kampe, som de har vundet. Mesterholdet ligger nummer otte i den danske række.

I Champions League er holdet nummer tre i gruppe B, der tæller otte hold.