Ligaprofil havde uventet gave med til TV 2-ekspert

16x9
Trine Nielsen og Sofie Bæk Andersen anno 2003 - henholdsvis 23 og ni år gammel. Foto: Privatfoto

Silkeborg-Voels playmaker Sofie Bæk Andersen får sin podcast-debut i den nyeste episode af TV 2 SPORT's håndboldpodcast.

Der var en uventet fødselsdagsgave til Trine Nielsen, da hun onsdag formiddag - dagen efter håndboldekspertens 38 års fødselsdag - var med i den seneste udgave af TV 2 SPORT's håndboldpodcast. 

Silkeborg-Voel-profilen Sofie Bæk Andersen fik sin podcast-debut og havde en lille gave med til den tidligere landsholdsspiller. Et idolbillede fra Sofie Bæks barndom. 

- Jeg tog lige et flot billede af mig og Trine med i dagens anledning. Jeg var hjemme ved familien i weekenden, og så fandt jeg lige sådan et smuk billede, fortæller Sofie Bæk i podcasten, som du kan høre nederst i denne artikel og finde i iTunes og på Soundcloud. 

Billedet er fra 2003. Det var dengang, Trine Nielsen stadig hed Jensen og var en profil på landsholdet, mens Sofie Bæk Andersen var en niårig sønderjyde og håndboldfan. I dag er det 24-årige Bæk, der er en profil i ligaen, mens Trine Nielsen stoppede i 2009 og i flere år har været fast håndboldekspert på TV 2 SPORT.

- Det er faktisk et rigtig, rigtig sødt billede. Men Sofie Bæk tager prisen, kan vi ikke godt sige det?, spørger Bent Nyegaard og henvender sig smilende til Sofie Bæk.

- Her ser du faktisk sådan meget ydmyg og beskeden ud? Det er ikke lige den opfattelse.... 

- Det ændrede sig, afbryder Sofie Bæk og griner. 

Du kan høre meget mere til Sofie Bæk Andersen i podcasten herunder, hvor hun blandt andet fortæller om skuffelsen over ikke at få chancen på udviklingslandsholdet. Sammen med Bent Nyegaard og Trine Nielsen diskuterer hun også sæsonstarten i HTH Ligaen og giver sit bud på landstræneren Klavs Bruun Jørgensens EM-hold. 

HØR TV 2 SPORTS HÅNDBOLDPODCAST HER: