Mystik i rodebutikken Ribe-Esbjerg

16x9
Ribe-Esbjerg-træner Lars Walther og den vestjyske klub er kommer under pres i denne uge. Foto: Frank Cilius / Ritzau Scanpix

KLUMME:

Vi kender vist alle det at komme ind i en butik, der bare er sat forkert sammen.

Manglende overblik, rod på hylderne, for mange usammenhængende varer og medarbejdere, der burde lave noget andet end at stå i netop dén forretning.

Det står efterhånden klart, at herrehåndboldklubben Ribe-Esbjerg for tiden er en sådan butik.

Den stort set nye spillertrup virker helt og aldeles forkert sat sammen. Den nye cheftræner, Lars Walther, har alt andet end imponeret med syv nederlag i ni tællende kampe. Ledelsen bag det hele begår åbenlyse fejl og har senest blameret sig med en pinlig personalesag.

Lad os indlede med den. JydskeVestkysten kunne forleden berette, at spillerne Rasmus Nielsen og Søren Tau i fredags var blevet smidt ud af truppen. Ifølge træner Lars Walther skulle de to spillere i en måned ikke møde ind til kamp og træning. Argumentet var, at de mange nye spillere skulle spille smallere og lære hinanden bedre at kende!

Nu vides det ikke, om Nielsen og Tau har opført sig forkert, men det skulle undre. Vi har at gøre med to erfarne ligaspillere, der igennem mange år har været seriøse, ihærdige håndboldspillere. Og i øvrigt et par vigtige spillere i opbygningen af Ribe-Esbjerg i de seneste sæsoner.

En enkelt skarp mail fra Håndbold Spiller Foreningen mandag var nok – dagen efter var de to vragede hentet tilbage til deres arbejde og træner nu igen med holdkammeraterne.

Når man som klubledelse kan optræde så håbløst, så er det nemt at forstå problemerne i rodebutikken Ribe-Esbjerg HH. For selvfølgelig lavede klubben den klassiske, kommunikative fejl at angribe en dårlig sag med tavshed. Ingen i ledelsen vil sige noget. Ingen vil forklare sammenhængen. Hvornår lærer man, at tavshed stort set hver gang er den største dumhed, når negative historier slipper ud?

Det er trist, at den storsatsende klubs problemer er blevet så offentligt et skue. Mange millioner kroner er pumpet ind i holdet, og den slags er selvsagt velkommen i dansk klubhåndbold.

Anført af den pengestærke fagforeningsmand Johnny Nim har Ribe-Esbjerg fået tilført et to cifret millionbeløb. I hans livsværk, Det Faglige Hus, er dansk håndbold en vigtig medspiller med store sponsorater i mange klubber. Men netop det, som hans fagforening lever af, faglighed, virker til at være den manglende ingrediens i Ribe-Esbjerg HH.

Sommerens storindkøb af spillere kan umuligt være styret og kontrolleret af rendyrket håndboldviden. Der tales om store lønninger til spillere, der aldrig før har kunnet få så god en løn, som de nu hæver i Ribe-Esbjerg. Positionerne er tilmed sat underligt sammen. Hvor mange trupper i håndboldverden har eksempelvis brug for fem stregspillere?

Noget så simpelt som antallet af spillere er – set udefra – også helt sort. 22 mand er på kontrakt. Der skal bruges 16 per kamp og Ribe-Esbjerg deltager ikke europæisk. Når Nielsen og Tau så ikke må træne med førsteholdet i en måned, fordi træneren vil spille smallere, står det malet med sorte versaler på de fire hvide mænd på Sædding Strand, at man med 22 spillere har fejlet i sammensætningen af truppen.

Jeg er med på, at udskiftningen på holdet har været kolossal, og at træneren er ny. Den slags tager tid. Men med så stort og dyrt et setup, så må man simpelthen ikke spille så elendig og usammenhængende håndbold, som Ribe-Esbjerg har gjort i grundspillets første otte spillerunder, hvor sejre over Mors-Thy og Kolding er det eneste at prale af. Senest illustreret i mandags, da favoritterne sejlede rundt og tabte til SønderjyskE på hjemmebane.

I øvrigt på en aften, der igen beviste, at Ribe-Esbjerg slet, slet ikke har fået fat i hjemmepublikummet. Kun 1.600 mennesker gad se lokalopgøret – tilmed med mange tilrejsende fra Sønderjyske.

Men vi kender det jo godt. Når en butik ikke gør sig fortjent til et besøg, så skynder vi os ud igen.