- Det kunne ikke blive meget værre, siger Nyegaard om landsholdsanførers skade

16x9
Stine Jørgensen misser EM i Frankrig, efter hun blev skadet i søndagens Champions League-opgør mod Metz. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

TV 2 SPORTs håndboldekspert er slet ikke tvivl om, hvor hårdt et slag det er for landsholdet, at Stine Jørgensen misser EM i Frankrig.

Om 43 dage begynder EM i Frankrig, og torsdag led de danske medaljechancer et alvorligt knæk.

Landsholdets anfører, Stine Jørgensen, må blive hjemme, fordi en scanning af Odense-spillerens højre knæ viste, at hun har en meniskskade. 

- Det kunne ikke blive meget værre, lyder det kontant fra TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Stine er det totale omdrejningspunkt på landsholdet. Gennem sin dygtighed har hun opbygget en meget, meget høj status både på klub- og landsholdet. Det er en 60-minuttersspiller i alle sammenhænge og en lederfigur, som både har sine holdkammeraters og også har landstrænerne, Klavs Bruun Jørgensen og Lars Jørgensens, fulde tillid.

Stine Jørgensen var en del det landshold, som fik bronzemedaljer ved VM i 2013. Det er landsholdets bedste resultat ved en slutrunde siden 2004, hvor de fik EM-sølv.

Siden Klavs Bruun Jørgensen blev landstræner i 2015, har han bygget holdet op omkring bagspilleren, hvor hun har været en af de vigtigste brikker både offensivt, defensivt og uden for banen. Derfor er tabet af den 28-årige Odense-spiller et hårdt slag for landsholdets chancer ved den kommende slutrunde.

- Det her mesterskab skulle være med til at markere, at landsholdet er ved at kunne etablere sig, om end ikke fast, så i hvert fald tættere på top-4 i Europa.

Nu skal andre træde i karakter

Med en lederskikkelse mindre i truppen skal Klavs Bruun Jørgensen nu tænke i nye løsninger både offensivt og defensivt.

- Klavs Bruun Jørgensen er lige så ked af det, som jeg er. Nu skal han finde de næste i systemet og få dem til at slå til, siger Bent Nyegaard, som har et bud på, hvem der er kommet tættere på EM.

Her peger han på Lotte Griegel, som eksperten holdt uden for truppen, da han udpegede sine 16 EM-spillere onsdag.

- Lotte Griegel kan være med i noget angrebsorganisation, som jeg havde regnet med, at andre kunne håndtere, siger han.

Han påpeger dog, at der skal findes andre løsninger i forsvaret, da dette langt fra er Lotte Griegels spidskompetence.

Stine Jørgensen har spillet 128 landskampe og scoret 413 mål.