Nøddesbo tog fat i assistent under OL: - I må ikke gøre det her ved mig

16x9
Jesper Nøddesbo fik ikke megen spilletid, da Danmark vandt OL-guld i 2016. Foto: Roberto Schmidt / Ritzau Scanpix

I en ny bog fortæller håndboldspilleren Jesper Nøddesbo om nogle svære år på landsholdet.

Den 22. oktober udkommer bogen 'Yes Man - min jagt på succes i tophåndbold'. Bogen er skrevet af Jesper Nøddesbo i samarbejde med Ole Sønnichsen. TV 2 SPORT har fået lov til at bringe et kapitel fra bogen.

10 år i mægtige FC Barcelona og 223 landskampe i rødt og hvidt.

Jesper Nøddesbo har nærmest opnået kultstatus i dansk håndbold. En glorværdig karriere for den 37-årige stregspiller har budt på syv spanske mesterskaber og to Champions League-titler, mens tiden på landsholdet har indbragt ham tre VM-medaljer, en EM-guldmedalje, og så var Nøddesbo også med, da dansk herrehåndbolds første OL-guldmedalje blev sikret i 2016.

Jeg kendte selvfølgelig præmissen hjemmefra, men jeg følte mig virkelig røvrendt, når jeg lige fik de sidste minutter i en kamp, hvor alt var afgjort

Jesper Nøddesbo

Her var Nøddesbos rolle imidlertid yderst begrænset - faktisk følte han, at han fik de få minutter på banen i ren medlidenhed, som han for alt i verden ikke ønskede.

Herunder følger kapitel 9 af 'Yes Man - min jagt på succes i tophåndbold', hvor Nøddesbo beskriver nogle svære år både på landsholdet og i FC Barcelona.

Kapitel 9 'OL-GULD MED BISMAG'

Oven på det skuffende VM i 2015 var det med blandede forventninger, at landsholdet endnu en gang samledes for at drage til slutrunde i januar 2016. Det var min niende slutrunde som professionel håndboldspiller, og denne gang stod der EM i Polen på programmet.

Vi kom, som altid fristes man til at sige, blæsende fra start og gjort rent bord fra begyndelsen med sejre over Rusland, Montenegro og Ungarn. Det gav os en god fornemmelse frem mod mellemrunden, hvor Spanien var første modstander. Den kamp vandt vi, og så manglede vi to point for at gå videre til semifinalen.

Efter kampen mod spanierne oplevede jeg i øvrigt det pudsige, at flere håndboldeksperter skrev og talte om, at kampen var mit gennembrud på landsholdet. What? Mit gennembrud? Jeg havde på det tidspunkt været omkring landsholdet i næsten 15 år, og selv om jeg virkelig spillede en god kamp i begge ender af banen, kunne jeg ikke se, at min indsats på den måde var så særlig, at den ligefrem skilte sig så meget ud. Samtidig blev jeg selvfølgelig også lidt ramt af, at nogen altså mente, at jeg trods næsten 200 landskampe først slog igennem til EM 2016, 35 år gammel.

I må ikke gøre det her ved mig. Jeg skal ikke bare ind for syns skyld til sidst. Det er jo at tage pis på mig

Jesper Nøddesbo

Første forsøg på at nå semifinalen kom mod Sverige, hvor vi i lange perioder lignede nogen, der ville køre sejren sikkert hjem. Vi kom foran med fem mål allerede i første halvleg og førte også med 28-25 få minutter før tid. Men så gik klappen ned, og vi lod svenskerne score tre gange i træk, det sidste mål til 28-28 med 10 sekunder igen. I desperation forsøgte jeg at score oppe fra midten, men det mislykkedes selvfølgelig, og så havde vi ryggen mod muren i den sidste kamp mod Tyskland i en direkte duel om semifinalepladsen. Vi skulle have point, men heldigvis for os var tyskerne ramt af skader og måtte nærmest stille med et b-hold. Det ændrede dog ikke ved den vaklen, der var begyndt i kampen mod Sverige. Vi endte med at spille nervøst og forkrampet mod tyskerne, der vandt med 23-25 - og så var vi forvist til at spille om femtepladsen i stedet for at kæmpe med om medaljerne. Undervejs i kampen var jeg helt fri for mål og skulle bare score på et tomt mål, fordi de havde målmanden ude, men det lykkedes mig meget symptomatisk at brænde, fordi en tysk spiller kom hoppende og afværgede mit skud i sidste øjeblik.

Det var usædvanligt for os at ryge ud af guldkampen så tidligt i to slutrunder i træk, og det lagde et nyt pres på os som hold - også indefra. Vi ville gerne vise, at vi tilhørte verdenstoppen. Men vi tabte femtepladsen til Frankrig med 26-29 og rejste slukørede hjem. Vi havde drømt om medaljer og OL-kvalifikation til Rio de Janeiro senere på året, men nu skulle vi ud i kvalifikation for overhovedet at komme i betragtning. Vi fik heldigvis en hjælpende hånd med hjemmebane i Herning mod Kroatien, Norge og Bahrain, hvor de to bedste hold ville komme med til OL. Det blev aldrig nogen køn forestilling, men vi fik hakket os igennem. Vi vidste på forhånd, at vi skulle slå Kroatien for at have en chance, og den skalp snuppede vi med 28-24. Derefter blev det 25-25 mod Norge, inden vi slog Bahrain med 26-24.

Det betød, at jeg for anden gang i karrieren skulle med til OL. Det blev en helt særlig oplevelse, fordi jeg godt var klar over, at det også blev mit sidste OL. Det var ikke, fordi vi nåede at få et indtryk af Brasilien som land, men det var stort igen at få lov til at træde ind og være en del af en af verdens største sportsbegivenheder. Jeg rykkede ind i en lejlighed med Henrik Møllgaard, Mads Christiansen og Henrik Toft Hansen og var meget opsat på at få det hele med. Suge indtrykkene til mig i det store madtelt, nyde åbningsceremonien og komme ud og opleve nogle af de andre atleter i kamp. Fx blev jeg sammen med Møllgaard hængende til hele åbningsceremonien, mens de andre tog hjem, og jeg nåede at komme ud at se den danske kvindedouble i badminton få OL-sølv og endda opleve de amerikanske NBA-stjerner i aktion på basketballbanen. Desuden blev jeg udvalgt til at vise kronprins Frederik og kronprinsesse Mary rundt i OL-byen sammen med bryderen Mark O. Madsen. Det var en helt usædvanlig oplevelse, hvor vi meget uformelt cyklede rundt på komplekset og blandt andet var forbi den australske lejr for at hilse på atleterne.

På banen var det dog småt med oplevelser. Jeg fik nærmest ikke lov til at spille og havde hurtigt på fornemmelsen, at det ville blive sådan hele turneringen. Når vi trænede, var jeg nemlig aldrig med i startformationen, men stod i forsvaret, når de andre trænede angreb - og omvendt. Det var enormt frustrerende.

Jesper Nøddesbo (th) efter OL-finalesejren over Frankrig.
Jesper Nøddesbo (th) efter OL-finalesejren over Frankrig. Foto: FRANCK FIFE / Ritzau Scanpix

Jeg havde dog hjemmefra forberedt mig mentalt på, at jeg igen ville få en reservetjans. Faktisk var jeg op til OL begyndt at arbejde med mindfulness og ikke mindst min vejrtrækning for netop at have et våben, hvis de negative tanker trak ind over mig igen. Jeg vidste udmærket, det ville blive en udfordring at indtage den rolle i truppen, og derfor ville jeg gerne have nogle nye værktøjer. Det hang også sammen med, at jeg i de seneste sæsoner i Barcelona havde oplevet, at jeg ikke trak vejret ordentligt, når jeg blev presset på præstationen, eller kampene spidsede til. Jeg lærte simpelthen at genvinde kontrollen over min vejrtrækning og komme ud af følelseskviksandet. Det handler om at få vejrtrækningen ned i maven, og hvis man ikke kan få det til at lykkes, kan man puste luften ud mellem tænderne, for på den måde kan man ikke undgå at trække en stor mængde luft ind igen. Det var min lille fod i døren på mig selv, så jeg kunne kontrollere tankerne både på og uden for banen. Jeg arbejdede også med at holde fokus på min storetå, hvis jeg var ved at ryge ud af en følelsesmæssig tangent. Jeg skal kunne mærke den, fornemme hvordan den føles i berøringen med skoen og strømpen og i det hele taget lægge mit fokus der. For når jeg gør det, kan jeg ikke også fokusere på mit tankevirvar - og dermed bliver det nemmere at komme tilbage på rette kurs.

Og jeg fik bestemt brug for mine mentale kompetencer undervejs. Op til OL havde vi spillet VM-kvalifikation i Østrig, og Gudmundur havde insisteret på, at jeg skulle med, selv om jeg kæmpede med en brækket næse og ikke var skaden helt kvit. Jeg følte mig sikker på, at jeg skulle med til OL, men så lod han mig pludselig slet ikke spille, og det gav på ingen måde mening for mig.

- Hvis jeg er en del af planen, må jeg så ikke spille lidt forsvar, sagde jeg.

- Jeg vil prøve andre, sagde han bare.

Han var svær at kommunikere med, og jeg kunne mærke, at jeg trak mig lidt i relationen, fordi jeg syntes, at jeg selv havde været konstruktiv, men bare fik et ubrugeligt svar tilbage. Det gad jeg ikke opleve igen, og så trak jeg mig i stedet. Men med til OL kom jeg altså - som bænkevarmer.

Set udefra skulle jeg naturligvis bare være glad for de minutter, der blev tildelt mig hist og pist, men det var tomme minutter, hvor jeg kom ind, når tingene for længst var afgjort. Samtidig vidste jeg, at der var blevet talt om, at der skulle mange forskellige spillere i kamp, så alle var klar langt henne i turneringen, og så var det ekstra frustrerende stadig at være ham, der ikke rigtig kom i kamp.

Jeg sagde det flere gange direkte til assistenttræner Henrik Kronborg.

- I må ikke gøre det her ved mig.

- Jeg skal ikke bare ind for syns skyld til sidst. Det er jo at tage pis på mig. Det begynder nærmest at virke ligegyldigt, at jeg er her, sagde jeg til ham.

Efter én af puljekampene var jeg så ked af det og frustreret, at jeg følte mig drænet for alt humør og energi. Hvorfor er jeg overhovedet udtaget, tænkte jeg. Jeg kommer jo alligevel ikke i spil.

Henrik Møllgaard fangede hurtigt, at jeg var ved at knække mentalt og tog fat i mig. Vi fik snakket min situation igennem, og jeg har på fornemmelsen, at han efterfølgende tog fat i Henrik Kronborg. Da vi gik til træning næste dag, lod Kronborg sig falde lidt tilbage sammen med mig, hvor vi fik talt om tingene.

Kronborg lyttede, og jeg syntes også, at det blev bedre i de efterfølgende kampe, selv om der ikke var mange minutter til mig. Det var der, ligegyldigheden blev sat på spidsen for mig. Jeg kendte selvfølgelig præmissen hjemmefra, men jeg følte mig virkelig røvrendt, når jeg lige fik de sidste minutter i en kamp, hvor alt var afgjort. Jeg var jo ikke et talent på 20 år, der var med for at lære og få lidt erfaring. De fuckede virkelig med mit hoved, ikke mindst fordi det nærmest virkede som medlidenhed, når jeg endelig kom ind. Jeg kæmpede i forvejen med at undgå en offerrolle, og så skubbede de mig nærmest direkte over i den.

Det lykkedes mig dog at mønstre en tilstrækkelig mængde mental styrke til at finde en rolle i at være ham, der kunne opildne de andre ude fra udskiftningspladserne. Jeg stillede mig simpelthen til rådighed for Henrik Møllgaard som sparringspartner, og vi havde en lille forsvarsgruppe sammen med brødrene Toft Hansen, hvor vi snakkede tingene igennem før og efter kampene. Undervejs i kampene kunne jeg samtidig vende ting med dem, og det betød, at jeg fandt en rolle, hvor jeg bidrog med noget, der retfærdiggjorde, at jeg brugte så lang tid på at være væk fra familien.

Jeg prøvede virkelig at vise mig som indpisker og fandt en mening i at bidrage på den måde. Det var for fanden min fucking sidste chance for en OL-medalje, og jeg følte mig mere som en del af holdet, når jeg var aktiv på bænken i stedet for bare at hænge med hovedet. Samtidig var der også et parathedsmoment i spil. Hvis jeg nu skulle på banen, ville jeg være mere klar, hvis jeg fulgte med og var aktiv, end hvis jeg bare sad og hang og lod tankerne vandre.

Fra bænken kunne jeg se holdet få en blandet start på turneringen. Vi slog Argentina med 25-19 og Tunesien med 31-23, inden vi tabte 24-27 til Kroatien, vandt 26-25 over Qatar og sluttede af med at tabe til Frankrig med 30-33. Det gav os en kvartfinale mod Slovenien, som vi slog sikkert med 37-30. Pludselig stod vi i en OL-semifinale og var sikre på at skulle spille om medaljer. Kun Polen stod i vejen for os og en OL-finale. Det blev en spændende kamp, som vi til sidst trak os sejrrigt ud af med 29-28 efter forlænget spilletid. Jeg så slet ikke de sidste minutter af kampen, men var igen gemt væk under et håndklæde. Jeg havde kun én tanke i hovedet: Bare det er det rigtige hold, der jubler lige om lidt. Det er sjovt, hvor stor forskel der er på at være på banen og kunne gøre noget og så være tvunget på bænken uden indflydelse på slagets gang. Rent følelsesmæssigt var jeg et helt andet sted, end jeg skulle være, hvis jeg skulle spille, så det var godt, at Gudmundur ikke hev håndklædet af og bad mig gå på banen.

I finalen ventede de evige rivaler fra Frankrig, og jeg tror ikke, at der var mange, der levnede os en reel chance. Vi skulle være glade for de første OL-medaljer til et dansk herrehold nogensinde, lød devisen. Men vi gik uimponeret til værks og havde strategien klar. For det første startede vi uden målmand, når vi var i angreb, og kørte syv mod seks i et effektivt overtal. For det andet vidste vi, at typer som Karabatic og Narcisse ni ud af ti gange vinder alle de dueller, hvor de går til deres egen højre side. Det måtte vi ikke give dem lov til. De skulle tvinges over i deres dårlige side, og det lykkedes. Det var nogle simple, men geniale skaktræk fra trænerstaben, og når både Mikkel Hansen og Niklas Landin samtidig spillede sig fantastisk op, havde vi pludselig en chance. Den udnyttede vi til at vinde 28-26.

Jeg var kun på banen i et enkelt angreb. Jeg fik bolden, brændte mit skud - og røg på bænken med det samme igen. Alligevel var sejren det vildeste, jeg nogensinde har prøvet med landsholdet og helt på linje med de store triumfer i Champions League. Folk var fuldstændigt ekstatiske bagefter, og mange tudede af ren forløsning. Vi havde virkelig knoklet for at nå dertil, og det var en større oplevelse end at vinde det første EM tilbage i 2008, ganske enkelt fordi OL er en større turnering, hvor der er så meget, der kan tage dit fokus og æde din opmærksomhed. Så OL er den største medalje i skabet, men den mest særlige oplevelse for mig selv er alligevel VM 2011 i Sverige. Den turnering gav den største vi-følelse, fordi vi kom som et nyt, undertippet landshold og trådte i karakter i fællesskab. Samtidig var det en af de turneringer, hvor jeg ikke sad så meget på bænken og derfor følte mig som en klart vigtigere brik på holdet end til OL i Rio.

Efter finalesejren festede vi igennem med de øvrige danske atleter, der var tilbage i OL-byen.

Desværre blev guldfesten overskygget af interne stridigheder, da vi landede i Danmark. Der var beskyldninger om hemmelige møder mellem sportschef Ulrik Wilbek og spillerne om at fyre Gudmundur, og han følte sig snigløbet af sin egen ledelse. Det hele endte med, at Ulrik Wilbek trak sig fra sin post, og nogle måneder senere meddelte Gudmundur, at han ville stoppe som landstræner efter VM i Frankrig i begyndelsen af 2017. Det var et grimt forløb, som tog unødig fokus fra vores sejr. Jeg er virkelig trist over, at det tog så meget opmærksomhed fra den største bedrift i dansk herrehåndboldhistorie. Vi gik fra vild ekstase og en følelse af, at den her fest gerne måtte vare for evigt, til at skulle forholde os til ting, der var helt ude af vores hænder. Jeg håber, at vi en dag kan mødes alle sammen og fejre lidt mere. Jeg føler i hvert fald ikke, at vi har fået fejret OL-medaljen nok, ikke set hinanden i øjnene og sagt: Fuck, det var fedt det her!

Jeg føler også, at jeg kunne have gjort det bedre og bidraget med mere, hvis jeg havde fået lov

Jesper Nøddesbo

Jeg rejste ikke utilfreds hjem fra Brasilien på trods af manglende spilletid. Og det var ikke sådan, at jeg med det samme begyndte at overveje min plads på landsholdet eller var klar til at smide pladsen i ren trods. Da jeg kom hjem fra Sydamerika, mærkede jeg også den begejstring, der havde været i Danmark. Min far havde fyret raketter af ved sommerhuset i ren glæde, og Rikke sørgede for at arrangere en guldfest for familie og venner, så jeg blev fejret. Jeg var glad for og stolt over medaljen og havde affundet mig med rollen undervejs. Faktisk mødte jeg en mand i et fitnesscenter, lige da jeg var kommet hjem.

- Fuck, hvor var du sej til OL, sagde han.

- Du var fantastisk som indpisker.

Det var en ros, jeg havde lidt svært ved at tage imod. Selv om det var rart at blive lagt mærke til, ville jeg hellere have haft, at det var for mit spil på banen fremfor min ageren på bænken.

Men jeg elskede at være sammen med folk i truppen, og jeg gik stadig rundt med en uforløst fornemmelse i forhold til landsholdet. Jeg ved godt, at omverdenen så på mig som en succes med masser af landskampe, medaljer og mesterskaber, men jeg havde længe ikke spillet nogen stor rolle på banen, og det ville være en mærkelig note at slutte på.

På den måde er jagten på spilletid en underlig størrelse, når man kigger på min landsholdskarriere. Landsholdet gav mig ikke kun glæde, når jeg gled ud af truppen undervejs, blev valgt helt fra eller bare ikke fik mange minutter på banen. Omvendt tændte det faktum for en sult, der fik mig til at fortsætte indædt. Det ville jeg nok ikke have gjort så længe, hvis alt bare var gledet smertefrit, og jeg havde været fast mand gang på gang. Det er en underlig dobbelthed. Jeg er vanvittig stolt af at have repræsenteret mit land, og jeg er stolt af de resultater, vi har opnået sammen som hold. Men jeg føler også, at jeg kunne have gjort det bedre og bidraget med mere, hvis jeg havde fået lov. Deri ligger også et brændende ønske om anerkendelsen af ikke kun at være ham, der bakker op, men faktisk får en større rolle på banen. Det er ikke en bitterhed, men en ærgerrighed i jagten på anerkendelse midt i usikkerheden. I dag ved jeg, at usikkerheden er en del af præmissen for at være med i toppen af elitesport. Hvis du vil være blandt de bedste, følger der en usikkerhed med, for så er du ikke længere sikker på din plads, men skal yde dit allerbedste for bare at få lov at være med.

I den forstand har landsholdet ikke altid været et godt sted i forhold til min grundlæggende usikkerhed, men omvendt har det også været et frirum, hvor jeg kunne stemple ind og finde mig til rette sammen med drengene. Her kunne jeg mærke, at jeg var 100 procent mig selv. Det var en følelse af at komme kulturmæssigt hjem, og selv om jeg nød hver sekund i min Barcelona-tid, så har landsholdet været noget helt særligt.

Når jeg kigger tilbage, er det ikke altid rart at finde ud af, at det, jeg i bund og grund har higet efter, er anerkendelse. Det kan godt være frustrerende ikke at hvile mere i sig selv, men omvendt har det givet mig en drivkraft, som holdt mig i gang i længere tid. Alligevel ville jeg ønske, at jeg havde turdet anerkende mig selv noget mere for det, jeg kunne - også selv om det handlede om at kunne give de andre noget fra bænken. Det kræver en særlig personlighed, og jeg er stolt af at mestre det element.

I månederne efter OL måtte jeg derfor ind og mærke efter. Skulle jeg bruge så meget tid på det her? Ville jeg være så meget væk fra familien?

Det tog mig dog ikke mange sekunder at sige ja, da Gudmundur en dag ringede. Han havde hørt, at vi var flere, der overvejede at stoppe.

- Jeg er frisk, hvis du kan bruge mig, sagde jeg uden at tænke mere over det. Sulten var der stadig.

Derfor var jeg også med i truppen, da der blev inviteret til VM i Frankrig i januar 2017, og jeg vidste godt, at det ville blive i den samme rolle som til OL; bænkevarmer. Allerede til Bygma Cup, en træningsturnering i Danmark som optakt til VM, måtte jeg nærmest tale mig selv på holdet. Der blev brugt unge spillere i stedet for mig, hvilket var fair nok, men det gav ingen mening, hvis man samtidig forsøgte at gøre mig klar til VM. I de to første kampe spillede jeg slet ikke, men så tog jeg fat i Kronborg igen inden den sidste kamp mod Island.

- Hvis jeg skal med til VM, giver det ikke mening, at jeg ikke spiller, sagde jeg ganske enkelt. Og så kom jeg på holdet.

Jeg vendte det aldrig direkte med Gudmundur. Han havde bare bidt mig af sommeren før i Østrig, og siden havde jeg trukket mig lidt i relationen til ham, kunne jeg mærke.

Oven på guldet i Rio blev vi igen nævnt som mulige VM-favoritter - og lagde også fra land i vanlig stil. I hvert fald på papiret. Vi vadede gennem puljen med sikre sejre over Argentina, Egypten, Sverige, Bahrain og Qatar, og så gik der igen selvsving i den i medierne. Men internt på holdet var der ikke den samme fornemmelse af, at det byggede på flot håndboldspil. Det var, som om vi aldrig fik spillet en stamme af spillere ind i turneringen, og derfor havde vi ikke nogen, vi kunne vende tilbage til, når tingene ikke rigtig kørte.

I ottendedelsfinalen skulle vi møde Ungarn og havde en god fornemmelse af, at vi kunne slå dem. Måske en for god fornemmelse. I hvert fald var vi slet ikke klar, da kampen blev fløjtet i gang, mens de fra start kom med alt, hvad de havde. I dag sidder jeg med en fornemmelse af, at vi allerede kiggede videre mod kvartfinalen, og så gik det galt. Fx havde vi slet ikke forberedt os på deres højre back, Zsolt Balogh, vi havde end ikke set video af ham, og pludselig regnede målene ind fra den side. Det endte med, at vi tabte 25-27 i en forfærdelig kamp, og så var VM forbi, før turneringen rigtig var kommet i gang.

VM blev en nedtur på flere måder. Vi spillede ikke, som vi selv forestillede os, at vi kunne, og samtidig var det for mig personligt en underlig måde at sige farvel til landsholdet på. Eller det vil sige: Jeg har aldrig officielt sagt stop. Men da Nikolaj Jacobsen trådte til som landstræner efter VM, havde vi en god og konstruktiv snak om min fremtid.

- Jeg synes ikke, at du skal fortsætte i den rolle, sagde han.

- Det fortjener du ikke.

Samtidig ville han gerne prøve nogle yngre spillere af, så vi blev enige om, at jeg skulle sættes på standby – og der står jeg sådan set stadig. Med 223 landskampe og 450 mål på cv'et.

Går jeg og drømmer om VM i Herning i januar 2019? Lad mig sige det på den måde: Jeg kunne da godt være fristet af en tur mere med landsholdet.

Men det var ikke kun min landsholdsfremtid, der satte skub i tankerne. Jeg havde kontrakt med Barcelona frem til sommeren 2018, men begyndte så småt at overveje, om jeg skulle søge et andet sted hen i den sidste del af min karriere.

Allerede i sommeren 2016, hvor vi skulle til OL, fik jeg af Barcelona lov til at rive kontrakten over og rejse, hvis jeg ville

Jesper Nøddesbo

Allerede inden den perfekte sæson og Champions League-sejren i 2015 havde klubben forlænget kontrakten med mig i fire år, så jeg ville nå op på hele 11 sæsoner i storklubben. Men efter CL-triumfen blev der hentet endnu en stregspiller ind i truppen. Der var tale om den stærke polak Kamil Syprzak, der kom til klubben fra Wisla Plock. Og endnu en gang skete det, præcis som i mine første år i Barcelona, uden, at jeg var blevet informeret på forhånd. Jeg fornemmede, at andre spillere vidste besked, men når man som mig sad på et ydermandat, var der ingen, der tænkte på at informere - heller ikke selv om det gjaldt min plads.

Det gjorde mig frustreret og skuffet, og jeg konfronterede Pasqui direkte.

- Hvad sker der? Hvorfor får jeg ingen informationer? spurgte jeg.

Men han rev bare hovedet af mig og svarede rasende.

- Det skal du fandeme ikke bekymre dig om. Du er ansat til at spille håndbold og skal slet ikke tænke på, hvad der sker uden for banen.

Men selvfølgelig bekymrede det mig, og jeg følte mig ramt på respekten igen. Jeg havde været der i ni år og troede, jeg havde gjort mig fortjent til mere respekt, og jeg vidste, at der var flere andre, der var blevet informeret. Var jeg nu igen dømt ude? Jeg blev egentlig ikke ramt af usikkerhed, men var bare skuffet og træt af, at jeg ikke kunne få en melding direkte fra klubben. Det var fair nok, hvis de mente, jeg var blevet for gammel. Jeg havde bare brug for, at de så sagde det til mig.

Jeg forlod samtalen noget rundtosset og forvirret. Jeg havde ikke fået noget svar, men kunne godt begynde at se skriften på væggen. I løbet af 2015-2016-sæsonen ville jeg runde 35 år, og Syprzak var 11 år yngre end mig, et monster på over to meter med en imponerende fysik og overraskende atletisk i sine bevægelser. Der var en foryngelsesproces i gang, og det var naturligt for trænerne at begynde at tænke på at fase mig ud.

Og sådan blev det de næste par sæsoner. Jeg spillede mindre og mindre, men kom tit ind, når kampene blev tætte, og der var brug for rutine. Det var en præmis, jeg accepterede, ikke mindst fordi jeg drømte om en sidste chance for at vinde Champions League. Samtidig havde jeg stadig appetit på landsholdet, og den manglende spilletid gjorde mig fx nervøs for, om jeg ville komme med til OL i Rio. Derfor selvtrænede jeg helt vildt i den periode, godt hjulpet af Gudjón Valur Sigurðsson, min islandske holdkammerat, der er træningsnarkoman og virkelig støttede mig i at holde mig skarp og i form.

Derfor var det også tydeligt, at det ikke var holdbart i længden, og allerede i sommeren 2016, hvor vi skulle til OL, fik jeg af Barcelona lov til at rive kontrakten over og rejse, hvis jeg ville. I årene op til havde der blandt andet været kontakt til den ungarske storklub Veszprém. Det var allerede i 2014, inden jeg forlængende aftalen med Barcelona med fire år. Klubben inviterede os til Ungarn for at se på forholdene uden for Budapest. Min tidligere Barcelona-holdkammerat László Nagy spillede der allerede, og det var en ambitiøs klub med mange penge. Vi blev taget godt imod, og de havde lavet klubtrøjer til pigerne, men jeg endte med at sige nej, fordi jeg ikke var færdig med Barcelona. Et eller andet sted var der også et element af trodsighed i det. Nogen forsøgte at fortælle mig, at jeg godt måtte rejse, at jeg skulle skubbes et bestemt sted hen - og så blev jeg stædig, samtidig med at jeg ikke følte, at jeg uden videre kunne smide Barcelona-identiteten og tage en anden klubtrøje på.

To år senere kom der tilbud fra Füchse Berlin i Bundesligaen og fra Montpellier i den franske liga, og jeg snakkede også meget med HC Midtjylland om at vende hjem til Herning. Men i sidste ende mærkede jeg igen efter og vidste inderst inde godt, at jeg ikke var klar til at sige farvel. Barcelona var en stor del af min identitet – ikke kun klubben, men også byen - og jeg var ikke parat til det identitetstab endnu, ikke klar til at opgive drømmen om endnu et Champions League-trofæ. Jeg havde allerede vundet trofæet to gange, og begge finalesejre stod for mig som den pureste lykkerus, og derfor havde jeg lyst til at være med til at jagte endnu en titel. Final 4 er som at træde ind i en boble, der enten kan gøre din sæson komplet og succesfuld, eller gøre at du smider det hele på gulvet. Den spænding, der følger med, ville jeg gerne opleve igen.

Men jeg var faktisk nervøs for at sige det til klubben. De havde jo sagt, at jeg gerne måtte rejse, og jeg var bekymret for, hvad reaktionen ville være, når jeg sagde, at jeg ikke var færdig. Derfor diskuterede jeg det med sportspsykologen, der udtrykte sig meget klart.

- Når du har truffet dit valg, skal du ikke tænke på alle mulige andre. Tænk på det, der betyder noget for dig.

Men jeg er ikke god til at sætte mine behov foran andres og skulle lige gå et par gange rundt om mig selv, før jeg meddelte Pasqui, hvad jeg havde besluttet mig for.

- Det har jeg stor respekt for, sagde han bare.

- Du har været her i mange år og har fortjent muligheden for at blive.

Så lovede han mig, at han nok skulle være ekstra opmærksom på min situation i den kommende sæson, så det ikke blev for hårdt for mig. Men han lovede mig ikke spilletid.

- Jeg har fuld tiltro til dig, tilføjede han.

- Men du kommer kun ind, når det brænder på, og så har jeg brug for, at du er 100 procent klar.

Den plads i yderkanten af truppen accepterede jeg endnu en sæson, da jeg vendte hjem fra OL. Faktisk betød det meget for mig selv at kunne træffe det valg. At klubben endnu en gang ikke skubbede mig ud i kulden, men lod mig selv afgøre, hvad jeg ville. Den accept kom selvfølgelig med betingelser, fordi jeg skulle kunne leve med at være tredjevalg. Men det var, som om det ikke gjorde helt så meget, når jeg selv havde valgt det - og ikke bare var tvunget derud. Selvfølgelig var der dage i den sæson, hvor jeg var frustreret og fucking træt af det hele. Men for det meste lykkedes det mig at varetage rollen som bænkevarmer godt og være opbakkende og konstruktiv på sidelinjen. Jeg vidste, at jeg ikke måtte bruge min energi på at sidde og tænke på, at jeg måske kunne have scoret, hvis jeg var inde, eller at jeg kunne spille bedre end Syprzak, hvis jeg fik chancen. Sådan var aftalen ikke, og jeg holdt mig klar, det bedste jeg havde lært. Jeg kunne sagtens have slået op i banen og kastet håndklædet i ringen det sidste halve år, men jeg føler, at jeg kæmpede videre til det sidste.

Det viser også, hvor svært det er at vaske Barcelona-striberne af sig igen. Hvad træder man ned til, når man skal sige farvel til toppen? Det er et stort spørgsmål, som jeg kæmpede længe med at finde et svar på. Omvendt begyndte jeg også at acceptere, at jeg var blevet ældre og skulle arbejde med en anden version af Jesper, der skulle spille en anden rolle i håndbold end hidtil.

Det var et meget godt eksempel på, hvor langt jeg var kommet i arbejdet med mig selv. Den unge Jesper, der ankom til Barcelona i 2007, ville være blevet væltet omkuld følelsesmæssigt, men nu havde jeg fået fjernet skyklapperne og kunne godt se ud over mig selv og bruge min rolle konstruktivt, selv om jeg bestemt følte, at der var mere i mig.

Og missionen lykkedes. Også i sæsonen 2016-2017 kvalificerede vi os til Final 4-stævnet i Köln, og jeg øjnede muligeden for min femte Champions League-finale. I kvartfinalen mod Kiel blev der rent faktisk brug for min erfaring, og jeg fik masser af spilletid, da vi kvalificerede os til Final 4. Desværre tabte vi en tæt semifinale med 25-26 til de senere mestre fra Vardar, og dagen efter var vi ikke helt klar og tabte bronzekampen til Veszprém. Det var selvfølgelig ikke en optimal afslutning, men jeg havde fået en sidste smag af den absolutte verdenstop, og det tog heldigvis toppen af skuffelsen over ikke at være gået hele vejen.

Samtidig behøvede jeg kun at kaste et blik på mit Barcelona-cv for at se, hvad det var, jeg havde opnået ud over Champions League: Syv spanske mesterskaber, to VM-titler for klubhold og et hav af spanske pokalsejre.

Jeg havde kontrakt på ét år mere, men kunne godt mærke, at det var slut. Først sagde jeg farvel til landsholdet - og så blev det også et farvel til Barcelona.