- Det er eskaleret fuldstændig ud af proportioner, siger ligatræner

Ribe-Esbjergs cheftræner afviser, at ekskluderingen af to spillere er gået ud over stemningen på holdet.

Fredag den 12. oktober fik Rasmus Nielsen og Søren Tau besked på, at de var ude af Ribe-Esbjergs førsteholdstrup og hverken skulle møde til træning eller kamp. Det er endnu uvist, hvad der ligger til grund for ekskluderingen.

Ikke desto mindre fik det spillerne til at kontakte Håndbold Spiller Foreningen, der straks tog affære og sendte 'en noget skarp' mail til den vestjyske klub. Ribe-Esbjerg trak siden eksluderingen tilbage, så de to spillere træner igen med.

Hidtil har klubbens cheftræner forholdt sig tavs i sagen, men nu tager Lars Walther bladet fra munden.

- Jeg kan sige, at det er en situation, som er eskaleret fuldstændig ud af proportioner. Alle parter bliver tabere i den her sag, og det har ikke været vores intention. Det er synd for alle de implicerede, siger han til TV 2 SPORT i forbindelse med ligaopgøret mod Skanderborg.

Har I kunnet koncentrere jer frem mod kampen med al den uro, der har været?

- Jeg synes, det går rigtig fint. Vi kan også se, at de to spillere er her i dag (lørdag, red.). Der er ikke noget på det personlige plan overhovedet.

Hvad betyder det for klubben og for dig, at der kommer sådanne historier?

- Det betyder ikke en skid. Vi har det godt sammen, og der er ikke noget problem. Vi har et godt forhold allesammen, så det kan jeg ikke se noget problem i.

Hvordan er stemningen mellem dig og spillerne?

- Den er rigtig god, rigtig fantastisk. Vi træner godt og koncentrerer os om de ting, vi skal, og der er slet ikke noget negativt at sige til det.

Lars Walther bekræfter desuden, at Rasmus Nielsen og Søren Tau træner med igen i Ribe-Esbjerg. Samtidig afviser cheftræneren at svare på, hvorvidt de to spillere har en fremtid i klubben.

'En smule presset' atmosfære

I Skanderborg vandt hjemmeholdet en snæver sejr på 29-28 over Ribe-Esbjerg, der måtte føje endnu et nederlag til samlingen. Modsat Rasmus Nielsen og Søren Tau var fløjspiller Pelle Schilling i aktion.

Han har efter udsagn ikke mærket det store til ekskluderingen af de to holdkammerater.

- Det har egentlig ikke gjort nogen forskel. Vi har trænet med den trup, vi nu engang har trænet med, og sådan er det. Søren Tau og Rasmus Nielsen er tilbage, så der er egentlig ikke den store forskel, lyder det fra Schilling, der heller ikke mener, den seneste tids skriverier har påvirket holdets træning.

- Vi træner stadigvæk på et højt niveau, synes jeg – vi må formår bare overhovedet ikke at tage det med til kampene. Der er nogle af skriverierne, som man bare skal lukke ude, og det gør vi også.

Hvordan er stemningen mellem jer i spillertruppen og trænerteamet?

- Man kan ikke undgå, at det bliver en lille smule presset, men den er fin nok. Lars Walther er en rigtig dygtig træner, og det samme er Morten Seier (assistenttræner, red.). Der er ikke noget der. Der er intet knas i hvert fald.

Rasmus Nielsen og Søren Tau afviser at udtale sig om sagen.