Danmark er bookmakernes VM-favorit – og spillerne bruger det aktivt

Det danske herrelandshold i håndbold går ind til VM-slutrunden i januar som markant favorit foran Frankrig, mener bookmakerne.

VM i håndbold bliver til januar spillet i Danmark og Tyskland, og hjemmebanefordelen ser ud til at spille en stor betydning for bookmakerne, når de har sat oddsene op til slutrunden. 

Danske Spil giver således blot pengene 2,7 gange igen, hvis det skulle ende med dansk guld. De forsvarende verdensmestre fra Frankrig følger efter til odds 4,5, mens du får pengene 5,5 gange igen, hvis Tyskland løber med guldmedaljerne. Samme billede går igen hos de udenlandske bookmakere, der også ser Danmark som favorit.

De danske håndboldherrer lever dog gerne med favoritværdigheden til slutrunden, hvor de kommer til at have de danske fans i ryggen. 

- Vi er favoritter. Det tror jeg, vi er både internt og eksternt. Vi tager jo ikke til en slutrunde i Danmark med målet om at spille om medaljer. Der er én ting for tilskuerne, der tæller, og det er, at vi vinder guld, og sådan er det også internt på holdet.

- I 2014 spillede vi en ikke særlig flot turnering, men vi havde så mange folk i ryggen, at selvom vi godt kunne mærke presset, gjorde det ikke så meget. Vi fik mere ved at være på hjemmebane, end hvad presset tog fra os, synes jeg, siger Henrik Møllgaard til TV 2 SPORT.

Håndboldherrerne er ved VM kommet i gruppe med Norge, Østrig, Tunesien, Chile og Saudi-Arabien. Lodtrækningen har været med til at øge forventningspresset på holdet, og Henrik Møllgards landsholdskolleger er da også enige i, at de er blandt favoritterne til at vinde turneringen.

- Vi er opmærksomme på, at der er et pres på os. Vi spiller på hjemmebane og har selv høje forventninger. Så at de har os som favoritter, kan jeg godt forstå, siger Henrik Toft Hansen, der bliver bakket op af Lasse Svan.

- Når jeg er på det hold, som er favorit, betyder det også, at der er en god chance for, at vi er det bedste hold, og at vi faktisk kan vinde. Det er også det, som vi alle rigtig gerne vil, lyder det fra den danske landsholdsfløj.

Danmark spiller sin første kamp ved VM på åbningsdagen den 10. januar i Royal Arena. Finalen ved slutrunden bliver spillet i Boxen i Herning den 27. januar.