Timeoutknap på vej i dansk håndbold

Dansk Håndbold Forbund og Divisionsforeningen har nedsat et udvalg, der skal se på mulighederne for at indføre en timeout-knap i dansk håndbold.

Efter weekendens kamp mellem KIF Kolding og GOG er timeoutkortet kommet i fokus. Ved stillingen 22-21 gik GOG-træner Nicolej Krickau op til dommerbordet for at lægge sit timeoutkort, inden han pludselig fortrød.

GOG-træneren så i mellemtiden, at Niclas Kirkeløkke sendte bolden i KIF Kolding-målet, og derfor undlod han at lægge det grønne timeoutkort. Men dommerobservatør, Henrik Mathiasen, besluttede at målet ikke skulle tælle, og han gav samtidig GOG-træneren en to-minutters udvisning.

I fremtiden er der mulighed for, at den slags episoder kan undgås. Kasper Jørgensen, der er bestyrelsesformand for Divisionsforeningen samt direktør i GOG, siger, at man kigger på at få indført timeoutknappen i dansk ligahåndbold, efter man så den blive brugt under kvindernes VM-slutrunde i fjor.

- Vi så under den seneste slutrunde, at der var en knap, man kunne trykke på, og når man havde trykket på den knap, var der taget timeout. Det er også noget, vi arbejder med at få indført i dansk håndbold, og vi har faktisk vedtaget et udvalg til at se på mulighederne for at få indført sådan en knap, siger Kasper Jørgensen til TV 2 SPORT.

Dansk Håndbold Forbund og Divisionsforeningen ser først på, hvordan de får knappen ind i hallerne. Derefter tager de en dialog med klubberne og dommerne for at få det på plads i sidste ende. Men indførslen af den røde timeoutknap har ikke nødvendigvis lange udsigter, fortæller Kasper Jørgensen.

- Jeg vil i hvert fald gøre mit til, at vi kan nå at få det implementeret til den næste sæson.

Gode erfaringer med knap

Sidste år fik den røde timeoutknap sin debut ved kvindernes VM-slutrunde, og efterfølgende har man fået gode tilbagemeldinger, siger Bjarne Munk, der er formand for elitedommerudvalget i DHF og medlem af IHF's dommerudvalg.

- Erfaringerne har kun været meget positive både fra holdene og fra IHF's side og ikke mindst fra dommernes side, fordi man aldrig kommer i tvivl, om der er team timeout, eller der ikke er.

- Jeg er ikke i tvivl om, at den røde knap vil være en fantastisk gevinst for håndbolden, fordi det, der sker, er, at når du trykker på den røde knap, så lyder hornet, og uret stopper. Derfor er det en klar forbedring, hvis vi også kan få det indført i Danmark.

Hvis indførslen af den røde timeoutknap bliver officiel, kan der også opstå situationer, hvor trænerne kan misbruge knappen. Det er der dog også en løsning på, som gør, at trænerne skal være påpasselige med at misbruge timeoutknappen. 

- Hvis brug af knappen ikke betyder noget for kampens resultat, så bliver der en straf til træneren. Hvis det er en kampafgørende situation, så er der straffekast til modstanderholdet og et rødt kort med en indberetning til træneren. Det i sig selv gør, at trænerne helt sikkert tænker sig om, inden de gør noget, fastslår Bjarne Munk.

Den røde timeoutknap skal også benyttes ved herrernes VM-slutrunde, der begynder 10. januar.