Jan Pytlick henter sin datter til Odense Håndbold

Jan Pytlick kender den nye spiller i Odense Håndbold særdeles godt. Han er nemlig far til hende.

Efternavnet klinger velkendt i den seneste nyhed på Odense Håndbolds hjemmeside.

Klubben har skrevet kontrakt med Camilla Pytlick, der er datter af klubbens træner Jan Pytlick.

Den 21-årige playmaker er hentet med øjeblikkelig virkning i Gudme HK, fordi Odense Håndbold dels kæmper med en række småskader og et tætpakket kampprogram. Kontrakten gælder for resten af sæsonen, og den er faldet på plads efter halvandet år, hvor Camilla Pytlick har trænet med Odense Håndbold. 

Derfor ved hun, hvad hun går ind til, når hun skal spille under sin far på fuld tid. 

- Jeg har trænet med ham i halvandet år, så det har jo også været en lang ’prøvetræning’. Selvom træning og kamp ikke er helt det samme, så er jeg slet ikke nervøs. Jeg håber, jeg kan komme ind og få muligheden for at bevise, at jeg ikke kommer til Odense på grund af mit efternavn, siger Camilla Pytlick til TV 2 SPORT.

Med skiftet til Odense bytter Camilla Pytlick bunden af 1. Division ud med toppen af den danske liga og Champions League.

- Det er en kæmpe mulighed for mig. Det er godt nok på en lidt sørgelig bekostning, fordi Odense har fået så mange skader, men jeg tager skiftet som en udfordring. Om det er fem, 20 eller nul minutter, så kommer jeg til Odense for at suge til mig.

- Det er et kæmpe skridt. Det har været fantastisk for mig at spille 1. Division, hvor jeg har fået lov til at udvikle mig og lave fejl. Men jeg glæder mig også til at træde et skridt op og suge til mig af alle de erfarne spillere, der er i Odense.

Camilla Pytlick skifter den gule Gudme-trøje ud med Odenses orange variant i resten af denne sæson.
Camilla Pytlick skifter den gule Gudme-trøje ud med Odenses orange variant i resten af denne sæson. Foto: Odense Håndbold

 

Jan Pytlick ser heller ingen problemer i, at han skal træne sin datter i en af Danmarks største håndboldklubber.

- Jeg har trænet hende som ungdomsspiller, og der var der ingen problemer. Det er et træner/spiller-forhold, man skal forholde sig professionelt til.

- Men når jeg tager far-kasketten på, er det selvfølgelig fedt at se, at hendes drømmer går i opfyldelse, siger Jan Pytlick til TV 2 SPORT.

Profil i 1. Division

Gudme HK spiller i den næstbedste række, hvor holdet har hentet tre point i fem kampe. Det rækker til en placering som nummer 11 ud af 12 hold. Camilla Pytlick har scoret 35 ud af holdets 122 mål, hvilket rækker til en tredjeplads på topscorerlisten.

Fremover skal Camilla Pytlick spille for et hold, der er vant til at vinde. Odense Håndbold ligger nummer et i den bedste række efter 11 sejre i 11 kampe. Klubben var i DM-finalen i sidste sæson, hvor det blev til et samlet nederlag til København Håndbold. 

Camilla Pytlick kan få debut for Odense onsdag aften, når klubben møder Team Esbjerg. Kampen vises direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY klokken 20.30.