Højlund forklarer årsagen bag pludselig succes

16x9
Mie Højlund har taget masser af ansvar, mens Stine Jørgensen har siddet ude med en skade. Foto: Carsten Bundgaard / Ritzau Scanpix

Mie Højlund har fået mere ansvar og tager flere skud i fraværet af stjernen Stine Jørgensen.

Odenses normale anfører, Stine Jørgensen, er ude med en længerevarende knæskade, og i hendes fravær har Mie Højlund budt sig til og vist godt spil.

- Vi er mange spillere, der bliver nødt til at tage lidt mere ansvar nu, når Stine (Jørgensen, red.) er ude. Hun har haft et kæmpe ansvar i den her sæson og sidste sæson. Lige så snart der bliver lagt ansvar over på mig, så tager jeg glædeligt imod det, og jeg er bare glad for, at jeg har fået chancen, siger Mie Højlund. 

Det samme er Odense-træner, Jan Pytlick, der er glad for, at hun har løftet opgaven, når Odense er uden Stine Jørgensen.

- Hun er gået ind og har grebet muligheden. Så har hun også dækket op, og det betyder også noget for hendes spil, at hun kan være med i kontrafasen. Hun er bare vokset med tingene og er blevet mere aggressiv, siger Jan Pytlick. 

Trænerens tillid 

Indtil videre er det blevet til 33 mål i ligaen, og en del af forklaringen skal findes i, at hun har fået flere muligheder for at lave mål.

- Det er klart, at når nogen falder ud, så er der også nogle flere skudbilletter til andre, og dem har hun taget, siger Jan Pytlick.

Og trænerens tillid har haft afgørende betydning for, at hun har spillet, som hun har gjort på det sidste. 

- Det betyder enormt meget. Mentalt gør det rigtig meget for alle spillere at få vist tillid fra ens træner. Så det betyder rigtig meget, at Jan har givet mig chancen i den her periode, siger Mie Højlund. 

Alligevel er hun godt klar over, hvordan hierarkiet er, når Stine Jørgensen vender tilbage fra sin skade:

- Når Stine vender tilbage, så skal hun have sin position igen, og hun har også gjort det rigtig godt. Men lige nu kæmper jeg selvfølgelig for spilletid, og det vil jeg også gøre, når Stine kommer tilbage, siger hun.

Tredje slutrunde skal være lykkens gang

Mie Højlund håber på, at hun kan komme med blandt de spillere, som landstræner Klavs Bruun Jørgensen tager med til EM-slutrunden, der begynder i slutningen af november. 

- Jeg håber da at vise Klaus, at han skal turde at satse på mig, og at jeg er god nok til landsholdet. Lige nu kæmper man selvfølgelig for at komme med, siger hun.

Tidligere er hun gået glip af to slutrunder. Først på grund af en skade og siden fordi hun følte sig for presset med et skoleprojekt. Hun har kæmpet med en skulderskade igen på det seneste.

- Lige nu der kræver den, at jeg får en masse behandling, og at vi doserer den rigtig meget til kampe og til træning, siger hun.

Men den her gang satser den unge Odense-spiller på, at hun kan overbevise landstræneren, om at hun har noget at bidrage med til et mesterskab. 

- Lidt attitude og måske at kunne komme ind i nogle kampe og være en joker. Noget fintespil og noget hurtigt spil. Det håber jeg også, at han kan se, siger hun. 

EM-slutrunden begynder den 30. november i Frankrig.