København vinder for syvende gang i træk

16x9
København Håndbold har masser at juble af i disse uger, hvor de bare vinder og vinder i ligaen. Foto: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix

København Håndbold tog syvende sejr på stribe og kan øjne toppen af håndboldligaen.

København Håndbold har for alvor fået vind i sejlene i HTH Ligaen.

Mesterholdet var på slingrekurs i begyndelsen af sæsonen, men siden er det kun gået en vej for de københavnske håndboldkvinder.

Onsdag aften tog holdet sin syvende sejr på stribe i ligaen med 28-20 ude over Aarhus United og bragte sig dermed op på 10 sejre i de 13 første kampe.

København er på andenpladsen med 20 point. Der er fire op til Odense Håndbold, som spiller senere onsdag.

Målmændene Amalie Milling og Emily Stang Sando stod begge med redningsprocenter på over 40 og var vigtige brikker i den store sejr.

Aarhus United, der havde fordel af hjemmebane i opgøret, måtte notere sæsonens tredje nederlag i HTH Ligaen.

Blot et point adskilte København og Aarhus United før onsdagens opgør i den østjyske storby.

København kom ind til opgøret med et frisk Champions League-nederlag til russiske Rostov i bagagen. Men i ligaen var det før onsdagens håndboldduel blevet til lutter sejre i de seneste seks kampe.

For aarhusianernes vedkommende havde sæsonen blot budt på to nederlag i de 12 første runder af HTH Ligaen.

På papiret var det derfor to hold fulde af selvtillid, der bragede sammen onsdag. Men på banen var der klasseforskel i begyndelsen.

København Håndbold bragte sig foran 2-0 efter to minutter.

Fire minutter senere scorede Jenny Alm til 6-2, og da Kelly Dulfer med sin anden scoring på stribe gjorde det til 8-2 ti minutter inde i kampen, lignede det en tidlig afgørelse.

Inde i målet tog Emily Stang Sando den ene bold efter den anden. Både hun og Amalie Milling var stærkt spillende.

Aarhus fik dog langsomt spist af gæsternes føring og bragte sig pludselig på 13-15 kort før pausen.

Men i anden halvleg stak København Håndbold igen af. Kelly Dulfer fortsatte med at score, og Andrea Hansen sendte København foran 27-17.

Aarhus fik pyntet på resultatet mod slutningen, men udesejren var sikker.

Sejre til Silkeborg-Voel, Odense Håndbold og Viborg HK

Samtidig med kampen i Aarhus dystede Silkeborg-Voel og EH Aalborg om point.

Det blev en tæt dyst, der stod 15-15 ved pausen. Men i anden halvleg trak Silkeborg-Voel fra og hentede to vigtige point i bestræbelserne på at sikre en plads i top-8.

Kampen endte 39-27 i Silkeborg-Voels favør.

Topholdet Odense Håndbold var i aktion lidt senere onsdag. Jan Pytlicks tropper tog 13. sejr af 13 mulige med 26-20 over Ajax København og ser ustoppelige ud i denne sæson.

Sejren blev grundlagt i første halvleg, som Odense vandt 16-10.

Også Viborg HK fortsatte sin gode stime. Det skete ude mod TTH Holstebro, som tabte 24-30 til det gæstende mandskab.

Viborg er på syvendepladsen med 14 point, mens TTH er på niendepladsen med ti point.