Jeg er verdens største idiot, siger Århus-træner efter kollaps

Århus-lejren lagde ikke skjul på den store skuffelse over at have smidt en sikker føring væk i de sidste sekunder i kampen mod TTH Holstebro.

Fest, glade dage og to point blev vekslet til et enkelt i de sidste sekunder af kampen, og billederne af knuste Århus-spillere med hovederne begravet i hænderne sagde det hele, efter at de havde spillet 31-31 mod TTH Holstebro.

Foran med fire mål med fire minutter igen var Århus Håndbold ellers i sikker stil på vej mod sin første sejr siden september, men herfra gik det fuldstændig galt. Derfor havde hjemmeholdets cheftræner Erik Veje Rasmussen noget af en opgave foran sig i omklædningsrummet efter kampen.

Hvad gik du ud og sagde til dit hold efter afslutningen?

- Jeg sagde to ting. Det første var, at jeg synes, at jeg selv er verdens største idiot. Derudover sagde jeg, at de leverede en meget fin indsats og en rigtig flot kamp på mange måder. Jeg er rasende på mig selv over det, siger Erik Veje Rasmussen til TV 2 SPORT.

Den rutinerede cheftræner mener, at skuffelsen kunne have været undgået, såfremt han havde gjort, hvad han normalt ville have gjort, da Århus med 35 sekunder tilbage havde bolden og var foran 31-30. Her ville han normalt have smidt en ekstra markspiller på banen og spillet syv-mod-seks. Men det gjorde han ikke.

Årsagen til det skal findes i Århus’ kamp mod Mors-Thy den 20. oktober. Her sendte Veje en syvende markspiller på banen i slutfasen, men dette gav bagslag, og kampen endte derfor 26-26, og det har han siden måttet høre for.

- Hele den reaktion, som jeg har modtaget efterfølgende, betød, at jeg for første gang i min karriere var en tøsedreng, og jeg er ved at brække mig over det. For jeg skulle bare sende en syvende mand ind på det tidspunkt. Jeg har lovet mig selv for mange år siden, at man skal gøre det, man selv tror på, siger Erik Veje Rasmussen.

Topscorer påtager sig skylden

Fra trænerbænken kunne Erik Veje Rasmussen se sin topscorer, Nikolaj Læsø, tabe bolden for andet angreb i streg og Jonas Porup udligne til 31-31 i den anden ende med fem sekunder tilbage. Læsø, som scorede syv mål i kampen, var også træt af det hele umiddelbart efter kampen.

- Det er bare dårligt af mig. Jeg taber bare kampen for holdet i dag. Der er ikke så meget andet at sige til det.

- Jeg skylder en kæmpe undskyldning. Det er ringe. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i de sidste to angreb. Jeg taber bolden i det ene og brænder et skud. Så kan man diskutere, om der er frikast. Det ved jeg ikke, om der er, men det er bare ringe af mig, siger Nikolaj Læsø.

Hans cheftræner vil dog ikke lægge hele ansvaret over på sin topscorer, som inden kampen havde underskrevet en ny treårig aftale med klubben.

- Når man laver de sidste to fejl, er det hans skyld. Men det er jo også andre spilleres skyld i løbet af kampen. Da de spiller så offensivt, er der alt for få spillere, der byder sig til. Vi løber alt for meget væk fra bolden i stedet for at være en afleveringsstation.

Med det uafgjorte resultat er Århus uden sejr i over en måned og ligger på ottendepladsen.

Århus måtte nøjes med 31-31 mod TTH, selvom holdet var foran med 31-27 med 4 minutter tilbage. Video: Bo Bentsen