Blev sendt 'ned i kælderen' af landsmand: - Han er virkelig fremragende

Norske Kristian Sæverås høster ros fra modstanderen efter en stor præstation i Aalborg-målet i mandagens kamp mod Aarhus.

Aalborgs målmand Kristian Sæverås havde en stor andel i, at nordjyderne mandag kunne indtage ligaens førsteplads efter en sejr på 27-23 over Aarhus. 

Nordmanden spillede en stor kamp foran hjemmepublikummet i Gigantium, hvor han særligt havde godt styr på østjydernes to stregspillere Besard Hakaj og Kristian Rammel, der ligeledes kommer fra Norge. 

- I mine øjne har de en virkelig fremragende målmand. Man kan ikke undgå at komme lidt ned i kælderen. Jeg arbejdede virkelig med mig selv for at komme op igen, men det var en lang kamp, siger Besard Hakaj til TV 2 SPORT. 

Besard Hakaj scorede tre gange på seks forsøg, mens holdkammeraten Kristian Rammel noterede sig for to afslutninger uden mål til følge. 

- Det gik skidt, og han er virkelig bare dygtig til at dække hele målet. Han er bare dygtig. Der er en grund til, at han har den bedste redningsprocent i ligaen, siger Hakaj. 

Kender spillerne fra tidligere

Kristian Sæverås har spillet ni kampe i denne sæson, hvor han i alt har leveret 84 redninger på 204 afslutninger. Det giver nordmanden en redningsprocent på 41 - ligaens bedste. 

Mandag stod den norske keeper med en redningsprocent på 42, hvor han noterede sig for 15 redninger.

- Jeg er glad for mine redninger fra seks meter, men der er nogle bolde fra ni meter, som jeg synes, jeg skulle have. Men generelt er jeg godt tilfreds, siger Kristian Sæverås, der har en idé om, hvorfor det gik så godt med skuddene på tæt afstand. 

- Nu kender jeg de to stregspillere fra tidligere, da de begge er nordmænd, så det var sjovt at redde boldene fra dem, siger Sæverås. 

Mandagens sejr betyder, at Aalborg Håndbold nu er på førstepladsen i ligaen - to point foran Bjerringbro-Silkeborg, der dog har spillet én kamp mindre.