- En kæmpe opmuntring, siger Nyegaard om anførers klarmelding

16x9
Jørgensen er kommet sig så meget, at hun skal være med, når EM-holdet samles mandag og senere på ugen tager til Norge for at spille Møbelringen Cup. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Landsholdsanfører Stine Jørgensen kan alligevel komme i spil ved håndbold-EM, og det glæder TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

Se alle kampe fra EM på TV 2 PLAY

Da Stine Jørgensen i oktober blev opereret i knæet, var meldingen, at den danske landsholdsanfører ikke ville blive klar til den kommende EM-slutrunde.

Lørdag middag fortæller landstræner Klavs Bruun Jørgensen dog i en pressemeddelelse, at Jørgensen er blevet vurderet klar til den kommende landsholdssamling og vil ligeledes tage med til Norge, hvor Møbelringen Cup er den sidste opvarmning inden slutrunden.

Og det er absolut positivt nyt, mener TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Det er en kæmpe opmuntring for alle omkring dansk damehåndbold. Som jeg læser det, er der meget, der tyder på, at Stine Jørgensen bliver klar til at spille en hel del minutter ved mesterskabet, siger Bent Nyegaard.

- Vi anede måske, at hun ville blive klar, men at det nu bliver stadfæstet, giver en hel anden dimension. Det er klart, at det løfter holdet. Hvis du ringer rundt til alle landsholdskammeraterne, vil der være stor begejstring for, at landsholdets helt store omdrejningspunkt muligvis kan være med. Det betyder rigtig meget.

Jeg har hele tiden synes, at hvis Line Haugsted kan spille for Viborg, så skal landsholdet også have den mulighed

Bent Nyegaard, håndboldekspert TV 2 SPORT

Stine Jørgensen er fortsat tvivlsom 

Håndboldeksperten er ganske sikker på, at Stine Jørgensen kun er meldt klar, hvis hun kan spille på øverste niveau.

- Det er sundhedsstaben i Odense Håndbold, Jan Pytlick og Klavs Bruun Jørgensen der i bred forenighed har fundet ud af, hvordan det kan fungere. Stine Jørgensen kommer til at deltage i det omfang, at hun er fuldstændig klar til. Der bliver ikke noget med at tage Stine Jørgensen med på 80 procent, siger Nyegaard.

Selvom Stine Jørgensen er med i den trup, der skal spille Møbelringen Cup i Norge, så mener landstræneren, at det vil være "uforsvarligt" at sende anføreren i kamp, da hun endnu ikke har trænet med en håndbold efter operationen. 

- Det vigtige er, at vi får hende med i nogle træninger i et eller andet omfang, og der er vi også nødt til at være opmærksom på, hvor meget tid vi giver hende, fordi hun ikke har trænet endnu. Det hele bliver afstemt med Odense og vores sundhedsstab i forhold til, hvor meget Stine kan klare på nuværende tidspunkt, siger Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT.

- I sidste ende kommer det også til at handle om, hvad hun føler, hun kan. Hun skal vurdere, om hun føler sig klar, for nogle gange, når man er blevet opereret, går man også med det i baghovedet, og hvis det er tilfældet, så skal Stine selvfølgelig ikke spille, siger den danske landstræner videre. 

Viborg-profil er også i spil til EM

Også Line Haugsted og Amalie Milling møder ind og deltager i landsholdssamlingens to første dage.

Line Haugsted døjer med en tå, men har på det seneste spillet kampe for sin klub, Viborg. Alligevel besluttede Viborg, at Haugsted ikke burde komme med til EM for ikke at forværre skaden, men det kan ændre sig.

Haugsted møder i hvert fald ind i landsholdslejren og kan blive indkaldt til EM, hvis der bliver brug for det.

- Det er ligeså glædeligt, at Haugsted er til rådighed. Jeg har hele tiden synes, at hvis Line Haugsted kan spille for Viborg, så skal landsholdet også have den mulighed. Jeg er meget, meget glad for, at Klavs Bruun Jørgensen også har fået den mulighed, vurderer Bent Nyegaard.

Landsholdet samles i København på mandag den 19. november til to træningsdage inden afgang onsdag til Oslo og Møbelringen Cup fra den 22. til den25. november.